Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
315
jeg engang var sat i; om saa alt Andet blev forandret,
dette kunde ikke forandres. Det var ikke blot Frygt
for min Faders Alvor, der bibragte mig denne Forestil
ling, men det var det ophøiede Indtryk af hvad der var
et Menneskes Pligt. Om min Fader var død, om jeg var
bleven sat under en Andens Opsigt, hvem jeg kunde
have bevæget til at tåge mig ud af Skolen, jeg havde
aldrig vovet det eller ret villet det, det vilde have været
mig, som om min Faders Skygge skulde kommet og
fulgt mig i Skole; thi atter her havde jeg faaet et
uendeligt Indtryk af, hvad der var min Pligt, saa at
ingen Tid vilde have udslettet Erindringen om, at jeg
havde krænket hans Villie. Forøvrigt nød jeg min
Frihed, jeg kjendte kun een Pligt, den, at passe min
Skole, og i denne Henseende var jeg selv aldeles
ansvarlig. Da jeg var sat ind i Skolen, da de forordnede
Skoleboger vare indkjøbte, saa overrakte min Fader mig
dem, og sagde: Wilhelm, Du er, nåar Maaneden er
ude, Nr. 3 i Din Classe. Jeg var fri for alt faderlig!
Vrøvl. Han spurgte mig aldrig om min Lectie, hørte
mig aldrig i den, saae aldrig mine Stile, erindrede mig
aldrig om, at det nu var Tid at læse, nu Tid at høre
op, kom aldrig Disciplens Samvittighed til Hjælp, som
man ofte nok seer det, nåar ædle Fædre klappe deres Børn
paa Kinderne og sige: Du kan vel’ nok Dine Ting.
Skulde jeg ud, spurgte han først, om jeg havde Tid,
det afgjorde jeg selv, ikke han, og hans Spørgsmaal
indlod sig aldrig paa Vidtløftigheder. At han forøvrig!
bekymrede sig meget om, hvad jeg foretog mig, det
troer jeg ganske vist, men han lod mig aldrig mærke
det, for at min Sjæl kunde modnes ved Ansvaret. Hei
var atter det Samme, jeg havde ikke mange Pligter, og
hvor mange Børn forqvakles ikke derved, at man over
vælder dem med et heelt Ceremoniel af Pligter. Jeg
fik saaledes ret dybt et Indtryk af, at der var Noget til,
der hed Pligt, og at denne havde evig Gyldighed. Vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
