Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Forord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VI
\
samme aand, som de er skrevne. Amicus Plato, amicus
Socrates, magis amica veritas — sandheden fremfor alt.
Og skulde jeg i enkelte punkter forekomme urimelig, da
er min undskyldning, at neppe nogen kan færdes en stund
med dette folk uden at fatte kjærlighed for det, dertil er
mindre end en vinter nok.
I de lange, mørke kvelder, naar jeg sad i de låve
jordhytter og stirrede ind i tranlampens flamme, hadde
tankerne god tid. Det forekom mig da ofte, at jeg kunde
se disse seige naturmennesker skridt for skridt komme
dragende vesterfra paa sine hundeslæder og i sine
merk-værdige skindbaade langs de øde iskyster, jeg saa, hvorledes
de kjæmpede sig frem og lidt efter lidt udviklede sine
sindrige redskaber og sin overlegne fangedygtighed.
Aarhundreder, ja tusener gik hen, slegt efter slegt bukkede
under i kampen, mens andre og sterkere overlevede dem,
og jeg blev fyldt af beundring for et folk, som hadde
overvundet en saa haard natur.
Men i sørgelig modsætning til dette lysende billede
af fortiden, reiste sig nutid og fremtid — en trist,
haab-løs taage.
Paa Grønland mødte eskimoerne europæerne. Første
gang var det vore gamle forfædre, dem overvandt de
efterhaanden; men vi kom igjen og denne gang med
kristendommen og vore kulturprodukter, da bukkede de under og
synker stadig. Verden trækker medlidende paa skuldrene,
Herregud!
«Hvad var det saa mer? Det var ingen til men,
at en tigger var død »
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
