Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Moral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MORAL.
155
Ære at synde Mine Landsmænd derimod, veed hverken der er en Gud
eller Dievel til, troe hverken der’ er Straf eller Belønning efter dette
Livv og de leve skikkelig, omgaaes hinanden kierlig, fredelig deele med
hinanden, og har Føden tilfælles; der er vel og Onde iblant os, som
viser, vi maae være af een Stamme, men at de Fleste er ulastelige, (du
tænker vel ikke, at jeg hykler for mit Folk, thi du veed jo af Erfarenhed,
at det er sandt) er maaske vort ufrugtbare Land Aarsag til; naar jeg
har hørt tale om eders rare Land, har jeg ofte skattet dets Indbyggere
lyksalige, da de har saa stor Overflødighed af Jordens velsmagende
Frugter, Dyr, Fugle og Fiske af utallige Slags, vel indrettede store og
prægtige Huse, skiønne Klæder, lang Sommer, ingen Snee og Kulde,
ingen Myg, men alle Ting ønskelige og behagelige, og denne
Lyksalighed tænkte jeg, hørte Eder aliene til, fordi I vare Troende og
ligesom Guds egne Børn; men at vi, som Van troende, vare satte i dette
Land, for at straffes. Men o! vi lyksalige Grønlændere! O! du kiere
Fødeland! hvor er det vel, at du er skiult med Iis og Snee, hvor er det
vel, ifald dine Klipper eier det Guld og Sølv, som de Kristne ere saa
begiærlige efter, at det er skiult med saa megen Snee, at det er
util-giængeligt. Din Ufrugtbarhed giør os lykkelige og frier os fra Overlast.
Pauia! vi ere virkelig fornøiede med vore Vilkaar. Kiød og Fisk er
al vor Føde, ,det lekre falder kun sielden for, men desto kierere, naar
det kommer. Det iislcolde Vand er vor Drik, det ledsker og berøver
ikke Forstanden, ei heller skiller os ved vore naturlige Kræfter, som
den galgiørende Drik, eders Folk finder saa stor Smag udi. Vore
Klæder ere uanseelige tykliaarede Skind, men vel tilpas efter dette Land,
baade for Dyrene, medens de have dem, saa og for os, naar vi igjen
faa dem af dennem. Her er da, Gud skee Lov! ikke saa meget, at
nogen skal faae Lyst til at slaae os ihiel derfor Vi leve da uden Frygt.
Vel har vi her under Norden de grumme Hvidbiørne, men imod dem
har vi vore Hunde, som strider for os, saa vi ere uden mindste Fare.
Drab høres meget sjelden hos os, og sker ikke, uden en bliver mistænkt,
eller beskyldt af en Hexemester, at have dræbt nogen med sit Hexerie,
saadan en bliver uden Barmhiertighed dræbt af Vedkommende, som
mener at have ligesaa stor Ret, som Bødelen i eders Land, til at aflive
deres Misdædere, men de giøre sig dog ikke til deraf, eller takker Gud
derfor, som de store Herrer i eders Land, naar de har slaget ihiel et
heelt Lands Indbyggere, som D. har fortalt mig. Det er dog vel ikke
den gode Gud, som I lærer os, der har forbudet at slaae ihiel, at de
takke og siungeLov; det maae være en anden, soin er Elskere af Drab og
Ødeleggelse, mon det ikke er Tornarsick (o: djævelen)? dog det kan ikke
heller være; thi det var at giøre den fromme Gud imod, at give Satan
nogen Ære. Herom kan du nok ved Leilighed underrette mig. Jeg lover,
ikke at sige mine Landsmænd det. De kunde derover blive ligesaa
sindet, som Kana, der ikke torde blive en Kristen, af Frygt at han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
