Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Begravelse — kunst — musik — digtning — fortællinger af indfødte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fortællinger af indfødte.
IcS5
han. Nu skyndte jeg mig ud og fik lige set, hvorledes han borede
sæl-lændseren i den. Derefter raabte han med høi røst op imod huset, at nu
kunde de værsgo’ komme og faa deres ningek (flensestykke). De
tilkaldte kvinder blev i iveren for at komme forbi hverandre næsten
siddende fast i den snevre del af husgangen, som de tildels rev istykker.
Da de kom ned til bjørnen, ståk de allesammen hænderne ind i saargabet
og drak blod deraf, idet hver især med det samme nævnede den del
af dyret, hun ønskede sig som «flensestykke», og saa kom endelig
turen til mig at drikke af blodet, som jeg ogsaa gjorde, idet jeg
sagde, at jeg ønskede den ene skinke som andel; men hertil svarede
man, at alt, som var lemmer, var allerede bortlovet, og at jeg desuden
hadde forsømt at røre ved bjørnen, dengang jeg kom til stedet. Det var
rigtig ærgerligt, at jeg ikke hadde husket paa denne omstændighed. Nu
ilede bjørnemelderens mor afsted efter en kop vand og lod os allesammen
ta en slurk deraf, skjønt ingen af os var tørstige; dette skulde være
for at skaffe hendes søn jevnlig bjørneheld; og det med blodet hadde
været for at vise hele bjørneslegten deres begjær efter den; og førend
de gav sig ilag med flensningen, trommede de løs paa bjørnepelsen, idet
de raabte: Du er fed, fed, deilig fed. Og dette gjøres af høflighed i
den tro, at bjørnen virkelig skal være fed; men da vi lukkede op for
vores, befandtes den at være en rigtig ualmindelig mager en.
Da hodet blev baaret i hus, fulgte jeg med, da jeg vidste, at der
vilde bli foretat visse kunster med det. Den første var saaledes, at det blev
sat paa kanten af lampeforhøiningen med ansigtet mod sydost, hvorpaa
man stoppede munden og næseborene til med bundfald fra lamperne og
andet fedt og tilsidst pyntede dets isse ud med alleslags smaating,
saasom tilskaarne støvlesaaler, sagflis, glasperler, knive og andet.
Retningen mod sydost sigter til den vei, bjørnene pleier at komme fra
med storisen rundt om landets sydspids; moset i næseborene er for at
hindre den bjørn, man vil fange, i at lugte menneskers nærværelse, og
smørelsen i munden er for at gjøre den til behag, da den skal være en
ynder af al slags brunet fedt; smaatingene, hvormed de pynter hodet,
har hensyn til, at de tænker sig bjørnen som sendt i erende til dem fra
deres forfædre for at skaffe dem disse ting; og da man regnede, at
bjørnesjælen aldrig naadde hjem førend efter fem dages forløb, saa fortærede
man heller aldrig hodet af sin bjørn førend efter denne tid, da ellers
bjørnesjælen kunde dø underveis og smaatterierne til familien dermed
gaa tabt; selv hullerne bag, hvor hodet er afskaaret, stopper de til for
at hindre forblødning underveis. Jeg kalder nu alt dette her for afguderi;
men hedningerne regnede i gamle dage, at baade alt levende og alt dødt
hadde sin sjæl; men det er dog ikke noget, man maa blande sammen
med menneskets udødelige sjæl. At nu folk hernede saa langt sydpaa
endnu i vore dage saa længe efter kristendommens indførelse kan hænge
ved enkelte af de gamles skikke, kommer deraf, at der næsten ikke gaar
noget aar, uden at de kommer i berøring med hedningerne fra østkysten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
