Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. En Glædespiges Kjærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
ESTHER.
nerne af Bertrand og Raton paa det nær, at la Fontaines Kat
tilsidst opdager, at den bliver holdt for Nar, medens Blondet,
skønt han godt vidste, han blev snydt, stadig stod i Finots Sold.
I Virkeligheden var det den triste Lod for denne Pennens glim
rende condottiére, at han i lange Tider skulde vedblive at
trælle. Finot skjulte en brutal Vilje under sit tunge Ydre.
Han forstod at indhøste, hvor han saaede, baade Ideer og
Dalere, vidt om paa Markerne i det forvirrede Liv, som Literater
og Politikere fører. Til sin Ulykke havde Blondet stillet sit
Talent i sine Lasters og sin Dovenskabs Tjeneste. Altid blev
han overrasket af grim Pengeforlegenhed ; han hørte til den fattige
Klan af de fremragende Mænd, der formaar alt til Gavn for
andre, men ikke for sig selv — Aladdiner, der lader fremmede
laane deres Lampe. Den Slags Folk er fortrinlige, skarptsynede
og kloge Raadgivere, nåar det blot ikke drejer sig om deres egne
Interesser. Hos dem er det Hovedet og ikke Armen, der handler.
Deraf kommer det løse i deres Livsførelse, som tit gør dem til
Genstand for Spottegloser fra ganske underlegne Størrelser. Blon
det var altid rede til at dele Indholdet af sin Pung med den
Kammerat, han havde krænket den foregaaende Dag; han spiste,
dråk og sov i Selskab med den, som han Dagen efter vilde
skære Halsen over paa. Hans morsomme Paradoxer undskyldte
alt. Selv opfattede han hele Tilværelsen som en behagelig Spøg.
og for sit eget Vedkommende vilde han følgelig heller ikke tåges
alvorlig. Ung, afholdt, lykkelig, næsten berømt, gav han sig
ikke som Finot af med at samle Formue til sine gamle Dage.
Det allersjældneste Mod er maaské det, hvortil Lucien i
•dette Øjeblik trængte, for at stoppe Munden paa Blondet, som
han nys havde bragt Fru d’Espard og Ghåtelet til Tavshed.
Ulykkeligvis lagde hans forfengelige Vaner Hindringer i Vejen
for den virkelige Stolthed, der sikkert er Grundbetingelsen for
mange store Ting. Hans Forfængelighed havde fejret en Triumf
ved det foregaaende Møde; han havde vist sig rig, lykkelig og
Honoré de Balzac: Esther. Q
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
