Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
meren. De unge havde danset, og efter Dansen
sad de paa Strandbredden udenfor Lithéns
Landsted for at hvile. Maaneskinnet byggede en lang,
sitrende Bro langt udover Vandet, og en let
Dønning hævede og sænkede de blanke Bølger.
Det var et Øjeblik, der krævede Poesi, og de
bad Zachris deklamere et eller andet, noget af
Teg-nérs Axel eller af Runebergs Digte.
Zachris betænkte sig lidt, derpaa begyndte han
med lidt usikker Stemme at fremsige et Stykke paa
blandet Vers og Prosa.
Digtet skildrede en Samtale, der fandt Sted en
stille, skøn Nat mellem Maanen, der gled hen over
den høje Himmel, og den urolige Bølge, der i
evig sukkende Klage slog imod Stranden. Alt
andet laa den Nat hensunket i den dybeste. Stilhed.
Ingen Lut klang, intet Hjerte klagede. Vindene
svævede gennem Skovene stille som Spøgelser, alle
Luftens Aander slumrede i Træernes Kroner.
Verden havde Fred.
„Hvorfor sukker du, Bølge, der nede i Dybet?"
spurgte da Maanen. „Hvorfor er du den eneste,
der bevæger dig i Uro og Klage, nu da hele
Naturen er gaaet til Hvile og kun mine Straaler
vandrer frem og tilbage i drømmelignende Glans?"
Og Bølgen bad Himlens Sølverdronning ikke
vredes paa hende, fordi den altid klagede, altid var
i sukkende Bevægelse og Uro. Den kunde aldrig
lade være at hige imod den straalende Himmel og
klage over, at den var bunden til Jordens haarde,
mørke, klippefulde Dyb.
„Sørg ikke, du Vindens og Dybets Datter!"
96
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
