Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bedre, han gik i Rette med sin egen Søn, der
snakkede vidt og bredt om, at der ikke var nogen Gud
til.
Hun havde virkelig bragt ham til Tavshed. Men
Sophie, hvor meget havde hun forstaaet? Hvad
var det dog for en underlig Kristendom, der
forbød et Barn at elske en saadan Moder! Sophie
gik som før til sine hellige Venner og lod Moderen
sidde alene hjemme med sin Uro og sin Længsel.
Zachris løftede Armene og udstødte et Suk, der
næsten var en Stønnen. Et Ord fra den graa
Oldtid kom ham paa Læberne: „Grynte vilde Grisene,
vidste de, hvad Galten maa lide". I det Øjeblik
forstod han, hvad der mentes hermed.
At tænke sig Moderen i Strid med Familien, i
Strid med sine gamle Venner i Nykarleby! At
tænke sig hende, der havde skænket sine Børn saa
megen Glæde, siddende alene i sit Hjem, og
Musik, Latter og al uskyldig Adspredelse bandlyst
derfra! At tænke sig Præster og andre „vakte"
som hendes eneste Omgang! At tænke sig Luften
om hende ligesom mættet med Sions Sange, med
Sjælenød, med Omvendelseshistorier!
Men midt i den store Smerte, han følte for
Moderens Skyld, naaede en trøstende Tanke ham.
Der var dog en, som bragte Glæde og Venlighed
med sig til Kuddnäs, der gjorde sig Umage for at
give den gamle, hvad hendes egen Datter ikke
mere kunde yde hende.
Emilie havde ogsaa faaet Pietismens haarde
Haand at føie. Sophie havde jo hidtil været
hendes bedste og kæreste Veninde, men efter Omven-
221
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
