Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der var noget næsten uhyggeligt i det
Sammentræf, der nu havde fundet Sted. Han hernede i
Helsingfors søgte ved sit Blad at virke for
Udbredelsen af de mildere Sæder, den behagelige
Omgangstone, de uskyldige Glæder, som han var vant
til fra sin Fødeby, og paa samme Tid blev denne
hærget af den store Glædefjende. Guds Svøbe,
Pietismen, gik grusom og ødelæggende hen over
den.
Han blev igen bange for sig selv. „Jeg er paa
Vej til at blive en Fjende af Gud I" raabte han.
Men paa een Gang fik han det hele lagt til Rette
for sig. Han saa nu klart. En stor Glæde fyldte
ham.
„Gud elsker ikke disse Asketer, disse
Menneskeplagere mere end jeg gør," sagde han.
Han blev glad igen. Han sprang op og gav til
at gaa op og ned i Stuen med hurtige Skridt. Hvor
havde han nogensinde kunnet tro, at Pietisterne
var de rette Arvinger til Guds Rige, de der
hadede alt skønt, der opløste de helligste Baand,
disse snæverhjertede Fordømmere af Næstens
Gerninger, de der plagede Menneskene med at
paalægge dem unødvendige Bud?
„Gud hader dem," udbrød han.
„Nej, nej, han hader ikke," sagde han
angerfuld. „Han elsker dem for deres Nidkærheds og
Alvors Skyld, men Gud har aldrig sagt, at deres
Vej er den eneste, der fører til ham. Gud være
lovet og takket, fordi jeg klart kan se, at det
ikke er mig forbudt at elske alt hvad han har
skabt."
Et Eventyr 15
225
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
