Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
O, det er Sommeren, som end engang
Til Afsked vender sig og seer tilbage:
Nu vil hun atter over Alperne
Nedstige til de skjøn11e Shdens Dale,
Hvor vilde Roser og Levkoier gløde;
Det milde Solglimt er et Kys, hun kaster
Til hver en Bæk, til hver en Høi og Eng,
Hvor hun har hvilet, med Fioler krandset·
Farvel Du Solens Barn, Du Flygtige!
Jeg kommer ikke hid sor syg at klvnke:
Jeg vil kun tage nu en kjærlig Afsked
Og takke Dig for hine skjønne Dage,
Du atter skjænket har mig i Din Favn.
November med fin Sludtid nærmer sig,
Da Dag og Nat man hører Regneit pladske
Fra Tag og Rende, og kun Uveirsfugle
I store Flokke sprede sig i Luften;
Men Menneskene slutte tcet sig sammen,
Hver søger til sit Hjeni og skotter kun
Igjennem Ruderne ud til Naturen.
Den er ei død, den samler sig kun Kræfter-
Ved Almagts Barm I Sviblens lille Lon,
I Myrens Bryst, i Svalens i Moradset
I Frø og Tree, selv i den kolde Bølge
Dybt under Iseki banke Livets Pulse
Uhørlige, med aldrig udtømt Kraft.
Den hviler kun! jeg veed det jo forvistx
Derfor, imens Forgoengetigheds Billed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
