Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Steppe mellem Urals nedre Løb, og Wolga. — Rynpeskierne. — Saltsøer og Saltpytter. — Steppefloder. — Bjerge og Fjelde i Steppen. — Veie gjennem og omkring Steppen til Astrakan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Engang valfartede tvende fromme Mænd til det hellige Bjerg i
China, for der at holde Bøn. De havde lykkeligt udrettet dette og
tænkte nu paa at vende tilbage. Med taknemmeligt Sind besluttede
de at bringe lidt af den hellige Jord med sig til deres Hjem. De
fyldte desaarsag hver en Pose med Jord fra Bjerget, toge den paa
Ryggen og vandrede hjemad. Men førend det blev dem forundt at
skue deres Hjemstavn, segnede den Ene under den Byrde, som han i
Fromhed og Trofasthed hidtil havde baaret frem. Han sank om og
opgav Aanden, men neppe berørte Posens hellige Indhold Jorden,
før der fremstod et Bjerg og det var lille Bogdo. Den anden Pilegrims
Kræfter floge bedre til; han bar sin Pose to Werster videre
frem, men saa kunde heller ikke han mere, han lagde den fra sig,
og strax fremstod nok et Bjerg, det var store Bogdo. Smertefuld
og mødig, knurrede Pilegrimen derover, men øieblikkelig angergiven
over denne mod hans hellige Gjerning stridende Synd, styrtede han
sig ned fra Bjerget paa Østsiden, der farvedes rød af hans Blod,
og de røde Blomster, der i Mængde voxe paa denne Side af Bjerget,
ere for Kalmukkerne endnu Vidner om det engang udgydte Blod.
Derfor have de en hellig Sky for Bjergets Top, og bestige den
aldrig. Det høieste Punkt som de vove sig til, er Slangebjerget, en
Høide paa Bjergets Østskrant. Det har sit Navn af den Mængde
Slanger, som findes i dets Kløster. Her er Stedet for de talrige
Valfarter, der foretages, ikke alene af de omboende Kalmukker, men
ogsaa af fjernere Egnes Beboere. De Pengeoffre, der bringes Bjergaanden,
nedlægges her paa skjulte Steder, og Aanden betragtes ikke
alene som Bjergets Beboer, men og som Ophavsmand til den Larm,
der stundom lader sig høre i Bjergets Indre.
Den Saltsø, der ligger ved Bogdo, kaldes af Russerne Baskunschaz,
og af Kalmukkerne Bogdoin-Dobassu, ɔ; Hundehoved, hvilket
Navn skal hidrøre fra en Hund, der omkom i Søen, men som paa
Grund af det falte Vand lange holdt sig uforraadnet deri, og kom
tilsyne, især ved Storm. Den er af et betydeligt Omfang, men
intetsteds dyb; Vandet er klart og modtager eftersom det er stille,
Storm eller Regn, en forskjellig Farve. Dets Brusen er i Storm
forskjellig navnlig fra Ferskvandets under lignende Omstændigheder.
Bunden er fast og hvid. Saltskorpen, der danner den, er af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
