Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 13. Tydske Colonier ved Wolga. — Eltonsøen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kaldte den Altan-Nor, ɔ: den gyldne Sø, enten af det gyldne
Skjær, som især den nedgaaende Sol gav dens Overflade eller
maaskee ogsaa fordi den ved sit Salt var en Kilde til Rigdom.
Handelsdrivende Russere søgte imidlertid snart directe til
Stedet, og da Regeringen ogsaa var bleven opmærksom paa dets
Vigtighed, anlagdes der omtrent i 1750 Forskandsninger, som skulde
værne mod Kalmukerners Angreb, og Salttilvirkningen sattes under
en egen Bestyrelse. Den hører nu til Gouvernementet Saratow og
er ubetinget inddraget under den russiske Regerings Ressort.
Søen ligger i en fuldkommen flad Slette, er oval af Form,
20 Werster lang fra B. til Ø., 16 Werster fra N. til S., og har
i det Hele et Omfang af 47 Werster.
Bredderne tæt ude ved Søen have et tyndt Lag af Leer eller
Mutdjord, og derunder Sand. Indenfor er Egnen enten stærk
sumpig eller sandig; Saltplanter voxe overalt. Flere Bække, alle
med salt eller bittert Vand og som fordetmeste udtørre om Sommeren,
flyde ud i Søen, hvis Bækken i en endnu ikke udfunden Dybde
indeholder fast Salt, der opløses navnlig ved Vaartid, saa at
Bunden stedse er belagt med et Lag af mættet Salt. Søens Saltlag
dannes paa følgende Maade. Ved Fordampningen om Sommeren
afsondre sig stadigt af det concentrerede Fluidum Saltchrystaller, der
forene sig i smaae Grupper, som senere ved en mere og mere tiltagende
specifisk Tyngde synke tilbunds, hvilket hyppigt gjentager
sig, saa at der efterhaanden danner sig et nyt Saltlag. Dette
afleirede Salt falder i det Rødlige, er løst, indeholder en Mængde
Chlortalcium og kan paa Grund af sin bittre Smag, ikke spises.
Efterhaanden bliver det fastere og fastere, og afleirer sig paa Søens
ældre Lag. Om Vaaren det paafølgende Aar gjennemtrænges dette
Saltlag af Sneevandet, det forhaandenværende Chlortalcium frigjøres
og den bittre Smag forsvinder. Det tilbageblevne faste og rensede
Kogsalt fortætter sig efterhaanden til en steenlignende Masse og
kaldes gammelt Salt. Dets Farve falder i det Blaa, dets
Smag er salt, det er tungt og grovkornet. Ovenpaa dette Lag lægger
sig nu en sort Muddermasse, der skiller det fra den nye Masse,
som danner sig i Aarets Løb, paa den ovennævnte Maade deels af
den gamle Masse, og deels af det saltholdige Vand fra Bækkene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
