Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 15. Wolgas Lavlande. — Armenierne i Astrakan. — Jurte-Tartarerne. — Astrakanske Kosakker. — Kalmuker. — Et Besøg hos en Kalmukfyrstinde. — Kalmukisk Gudetempel. — Hesteveddeløb
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efter Busan afsætter Wolga endnu tvende store Arme, nemlig
Rytschu og Baldu, hvilken sidste Aar for Aar bliver bredere og
bredere, fordi den stærke Strøm tager Landet bort paa venstre Bred.
Dette skeer forøvrigt allevegne; Wolga tager paa eet Sted hele
„Jarer“, fremspringende Land, med sig, men sætter atter Land til
paa et andet Sted, ligesom den ogsaa hist og her danner Sandbanker
og store Øer, graver sig et nyt Leie, baner sig nye Veie, men bliver
derved stadigen mindre og mindre dyb. I Flomtiden er Wolgas
Løb meget rivende, fire Knob i Timen, og i de smalle Vandløb
henimod syv.
Hiinsides Astrakan begynder Wolga stærkt at dele sig. Efter
at den har forgrenet sig i nogle Flodsenge, bliver en af dem,
Bachtemis, den vigtigste, medens Wolga selv faaer Navn af gamle Wolga,
som om den var saa affældig, at den ikke mere kunde bære fuldtbeladte
Fartøier. Derpaa forener den sig atter med Bachtemis ved
en bred Flodseng, der kaldes Urostob og falder i Marakuscha, og
danner en Mængde smaae, men høie Øer som paa Grund af deres
Form kaldes „Bugor“ (Høie). Hiinsides Marakuscha løbe brede,
men lidet dybe Udstrømninger fra Wolgaarmene, saaledes som ofte
er Tilfældet ved Flodmundinger. Enden af gamle Wolga — om
man kan udtrykke sig saa — er det saakaldte Baklany-Løb.
Hiinsides den Linie, udover hvilken alle disse Løbs Spildevand
ikke strækker sig, vandes de vidtløftige, sandige og saltholdige
Strækninger aldeles ikke, intetsteds kan Vandreren i nogen Skov eller i
nogen Lund finde Skygge og Kjøling mod Solens brændende Straaler.
Ved Wolgas nedre Løb gives der intetsteds Skov i dette Ords
egentlige Betydning; sandige Græsgange og forkrøblet Krat er Alt,
hvad Egnen frembyder. Paa de enkelte Steder, hvor Havevæxter
kunne trives, finder man vel Viinranker og finere Frugtsorter, men
disse smaae Oaser ere Undtagelser fra Egnens almindelige Charakteristisk.
Der gives rigtignok Folk, som ogsaa her vilde bevise, at
Arbeide formaaede Alt, men de glemte at enhver Sandhed er visse
Betingelser undergiven; de pløiede Jorden op og saaede Agern deri, og
meente nu, at der ogsaa vilde voxe Egeskove frem, men i Sand og
Saltbund voxer intet Egetræ. Skade var det, at disse Anstaltmagere ikke
alene bortkastede Tid og Arbeide, men ogsaa forsømte hvad man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
