Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137 den proven çalske trubadurpoesi.
»Vær ikke ræd, Du min skjønne ven! at jeg skal
bedrage Dig ved at tage en anden til elsker. Den
store kjærlighed har fanget mig, og den vil, at jeg skal
bevare mit hjerte for Dig alene. Ikke biot mit hjerte,
men mit ganske legeme.
»Min ven! Jeg er saa sorrigfuld og fortvilet over
ikke at kunde se Dig, at, naar jeg vil synge, saa bare
graater jeg og sukker. Aah, at jeg ikke ved disse
vers kan bringe Dig tilbage til mig!«
Man skimter, som man ser, en hel liden roman
gjennem linierne.
En anden sanger, der hører hen blandt de faa,
som altid tilbad en og samme dame og som tilsidst
døde af kjærlighedssorg, er Arnaud de Marveil.
Oprindelig havde han været klerk, men var tidlig gaaet
over til at tjene penge og berømmelse som trubadur.
Efter en mangeaarig omflakken kom han til Rogers,
Vikomten af Béziers, hof i Sydfrankrige. Denne var
gift med den ovenfor nævnte Raymond af Toulouses
datter, Adelaide, og hende kaarede trubaduren til sit
hjertes dame. Hvad enten det var af frygtsomhed
overfor hende eller af ængstelse for at opvække hendes
gemals vrede, nok er det, at han ikke nævnte hende
ved navn. Han kaldte hende i sine digte for
Gencon-quis, det er hun, som jeg har erobret. Han tiltaler
hende i følgende snedige ord: »Smukke og kostelige
dame! Din store skjønhed, Din friske farve, Dine
fuldkommenheder og Din nedladenhed, tvinger mig til at
synge. Men min frygtsomhed og kjærligheds uro
lægger baand paa min tunge, saa jeg ikke vover at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
