Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 118 —
De ta den simple Dulleringen, var De snill, den
er visst slet ikke dyr, men Restefar gav den til
Bestemor, engang: Hun aapnet Haanden og han
stirret paa en sirlig gammel Sølvring.
Da Even rystet paa den ringlet det som en
fjern Lyd av lokkende Dombjelder.
Tak — aa du Verden, den glaeste Ring jeg er
i, aa, saa snilt av dig !
Torgun holdt frem Pakken: jo det er bare en
saan Brusflaske og Chocolade, det turde være godt,
gjøre godt paa Reisen. —
Han prøvet at faa Ringen paa Fingren.
Saa faar De ha lykkelig Reise, og nu maa jeg forte
mig hjem; hvad tror de om mig? Hun saa
opover Lien.
Xaa, da skal vi samme Veien, saa blir vi ifølge.
Even smaalo og vendte Kjælken og begyndte at
gaa tilbake.
Hun spurte med store Øjne og sa endlig: Jamenp
Det gik bedrøvlig smaatt med disse to Mennesker
op Bakkerne; enda de drog begge i
Kjælkebaan-det. Stjernen var forlængst bak A åsene. Og
Fuglene sov.
De gik lydløst ind i den store Stuen; det bløte
Halvmørke tok saa fortrolig og ømt imot dem og
alt de hadde at hviske hverandre. Om Evigheten
i Tvil, siden de blev saa gla i hverandre —
For Vesletorgun var det saa sprængende nyt at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
