Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 142 —
Dette var nu ikke saa slemt — nei det andet, det
Grusomme, de umulige Tanker, de han maatte
være alene med, om det saa bar like i; — ja
heller det end spærres inde, for den Veien bar
det vel om han gik til Lægen og forklarte sig.
Men endnu vilde han holde Kampen gaaende
mot — ja, hvad? Mot sig selv — mot det Uhyre,
som hadde vist sig to Gange for længe siden. Den
første Gang kunde han vel være saan otte Aar
gammel; han bar paa en diger Øx og kom til at
stanse ved den vesle Nyfødte i Mors Fang. Men
midt oppi dette lille lyserøde Hode rørte sig
noget, banket det indeni. — Hvad kunne det være?
Hvis den tunge Øxehammeren . . . kom akkurat
der—? Saa gik mange, mange Aar, alt var stille
til den Dagen i Dieppendalle, Frokosten i Lysthuset
— Forskjærkniven og Victorines hvite Bryst —
Men i det sidste, efter Svein kom, hadde det
vist sig ofte og mere truende. Torgun hadde set
ham et Par Gange falde pludselig sammen i
uimodstaaelig Graat — uten mindste Anledning. Hun
var da styrtet til i stor Angst og spurt, men han
beroliget hende, kaldte det en Krise som ikke
kunde forklares, eller at Kunstnere var bare nogen
store Kjærringer. Langt om længe tændte han
en Fyrstikke og saa at Klokken var tre. Det
regnet ikke mere men det blæste. Vindens Sus
sammen med Bækkens levende Rislen nynnet nu
sine lange Suk over de øde Fjell. Det trak fra
de utætte Vægger, han tullet Jakken sin om Hodet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
