Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 172 —
det var temmelig mørkt; de ringte paa en svær
Port i en Havemur overhængt med Slyngvæxter.
En Kone aapnet og fulgte ham op i Hallen;
da Tjeneren saa hans Kort, sa han at Herren var
ventet og værsgo, Excellencen vil snart komme.
1 Salonen blev han staaende alene; hans Hjerte
dunket voldsomt i denne pludslige Stilhet.
Da gled Hoff lydløst ind, han saa forgræmmet
ut, hvisket noget og gjorde et Tegn om at følge.
Hun lever, tænkte PLven.
Midt paa Gulvet stod en svær cremegul
Balda-kinsæng. Der laa hun, for det skulde jo være
hende — sov hun, eller var det slut? Ansigtet
skilte sig svagt fra Puten, Haaret var unaturlig
mørkt og laa i to svære Elætter nedover Skuldrene.
En sortklædt Mand sa noget paa fransk og
pekte paa Stolen ved højre Side av Hovedgjære.
Da Even satte sig forstod han at det var
Doktoren, og hvad denne hadde sagt: bevisstløs,
muligens vaakner hun — men, og hadde rystet paa
Hodet.
Kjære gode Agnes, det er Even; kan du høre
mig? Tak for du sendte Bud — og for . . .
Han talte næsten hviskende.
Gode, kjære Agnes? Hendes Haand laa saa
syk og ensom, saa mager og avdød; han bøjet
sig og la den mot sin Mund.
Kniplingerne over hendes låve Bryst syntes at
røre sig for det svake Aandedrag. De lukkede
Øjne skalv, hun snudde Hodet og saa stort op
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
