Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 209 —
og satte op Farver. Torgun fejet Gulvet. Med
ett rettet hun sig op foran ham . . .
Han rykket til som for et farligt Hugg. Hendes
Øjne var store og mørke, ukjendlige mot Ansigtets
Blekhet.
Ordene dirret av Harme; der var en Magt over
hende som fik ham til at ane det sanseløse Mot,
naar det besætter den ræddeste Fuglemor, eller
hvæser fra det mindste Rovdyr, som ser sit
Avkom i Fare.
Hadde hun kanske ikke længe nok skjønt at han
drak, at hans mange Byturer var Paaskud for at
ture med Vennerne — at komme unda hende og
de uskyldige Barna!
.... ’men det fik være slut nu.
Saa gik hun.
Og Even hadde svart lavt og trøstesløst, at hun
hadde Ret — fuldstændig Ret; men Mørketiden
— og noget mere som. Ja! Noget som han endnu
ikke var Herre over, men litt Taalmodighet og hun
skulde faa se. —
Om Kvællen kom hun under Lyset av den svære
Atelierlampen med et Bræt. Han sat og skrev.
Jeg vilde by dig paa en Selters, om?
Torgun sa aldrig Pjolter, Even trodde at det
kom av Hat ogsaa til Navnet. —
Jo, hun hadde gjemt bort en usprættet Flaske,
en med hvit Lap paa. Værsaago!
Se, om du tok dig et Glas herhjemme, det har
14 -Chr. Skredsvig: Evens Hjemkomst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
