Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 224 —
Den første som blev daarlig sat vi oppe og
vaaket over inat til Klokken bortimot et, da den
døde — nu er det om de andre klarer sig.
Men Even trøstet hende, ja spaset og var munter.
Ja for nu er Vintren og Mørketiden forbi, jeg
gaar med mange Ideer og Billeder i mig; for jeg
er Bokken som gjør Gulldukater. Du skal faa
den skjønneste Avispurke som nogensinde har traadt
i fire Syltelabber!
Ja, du faar ha go Nat da Strand, aa saa Morro
at høre dig snakke saan, saa modigt! Du tror
at lure mig, men noget tungt har vært over dig
ivinter, værre end ellers, enda saa flink du er til
at gjemme det bort for mig.
Go Nat da, vel var det litt bittert som hendte
idag — jeg gav jo otte Kroner Stykket. Men jeg
er gla naar jeg skjønner hvor nær paa det maa
ha vært med dig under Ranten.
Og Even maatte love dyrt, aldrig at gaa
vinterdags alene i Fjelle.
Da Even den Natten laa med Veslesveins Hode
paa Armen og lyttet til hans rytmiske Andedrag,
følte han sit Sind saa helt, saa paalidelige Det
var ikke frit for at han beundret sig litt: At han
klarte Feberen, ja Feberen indi Døden, ganske alene.
Det var sent paa Kvæll i Oktober, Even sat i
Atelieret og gjennemsaa og rettet i en Bunke
Manuskript.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
