Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 228 —
været død. Og det pinte ham al denne evige
Tid hvori intet var hendt.
De gik over Plainen og deres Skridt kom som
før i Takt av sig selv; hendes fine smaa Skor
kastet forte Folder i Kjolen og i Farten hvisket
det fra det myke Gras.
Til han begyndte at føie sig uvel, svimmel
avhendes mange Fottrin, som vilde de dra ham
utfor en Avgrunn.
............Han trykket sig ind mot
Taarn værelsets sorte Eketræspanel; for han visste
pludselig at han var styg og klodset og passet
ikke der hvor hun var.
Hun steg de to Trin op til Karnappen; paa
det lille massive Bord med Løvelabberne stod
nogen Dukker og kostbare Barneleker; bøjet sig
over dem og viftet eftertænksomt og varlig
Støvet med sit Lommetørklæde.
Inde i Hjørnet stod en graatærnet Gyngehest
med krøllet Man og Hale, hun drog den fram i
Lyset og gav den et Par Vift. Den stod endnu
og nikket mens hun saa paa to Barneportrætter
paa Hyllen under det lille Speil.
Og Even forstod med vild Medlidenhet at hun
hadde mistet dem begge, og da han var alene
gik han bort til Dukkerne. De hadde været
nok-saa meget brukt, det syntes paa deres lyse Kjoler.
Da han holdt den om Livet sa den Ma—ma,
saa menneskelig, saa bønlig at han straks la den
ned og den lukket Øjnene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
