Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 235 —
en svart Putt med blank Is, maatte en da se paa,
de var for rare!
Even snakket op til den i Uglesproget, og hør
om den ikke svarte! Da gled et langt Smil
gjennem ham, og han stanset og saa efter Fuglen,
som fløi indover og blev mindre og forsvandt i
Aasens Farve.
Aa, at jeg ogsaa skal dø uten saa meget som
et Døgn at ha været en Fugl eller Ræv; været
et komplet harmonisk Væsen, i Angst, i Trygghet
— men uten Samvittighet, Nag eller Haab.
Dyrene, de bare undres, de graver aldrig og
spør saan som vi. Denne forfærdelige Evne til
at spørre, men ingen Naadegave for Svar.
Igrunden er dette min Livssorg, at jeg ikke har
været et Dyr.
Ja du Strand, jeg maa le av dig, for hvad kan
du ikke finne paa, sa Torgun muntert og med
friske Ungpikekinder.
Ved Kjærnets Utfaldsos nørtes op til
Kaffe-varme, her skulde Torgun vende att.
Saa blankt som Vand laa Djupsjøens nye Is,
omkranset med gult Strørgras.
Da Even stod med Rypesækken og
Gummikappen over Armen for at gaa vidre alene, vilde
Torgun trassig følge til Solesætren. Der stanset
de, og han kom til at se ind i det mørke
Bu-vinduet.
Ser du kanske Tuftekallen derinde?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
