Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
jeg tror ikke at det var hans sterke poesi og
hans triste filosofi som gjorde, at mennesker var
istand til at slutte sig til en slik verdensopfatning.
Det var noget i denne følelse av fortvilelse og
avmagt som fik mænd til at knytte næverne og
ryste dem faafængt mot stjernerne, efterhvert som
de saa at alle menneskehetens bedste verker
langsomt og hjelpeløst sank i myren. Det blev
let for dem at tro, at selv ikke skapelsen hadde
været en skapelse men et evindelig fald, naar de
saa det vægtigste og værdigste av alt som menne-
sker hadde skapt holde paa at falde ved sin egen
tyngde. De kunde drømme at alle stjerner var
faldende stjerner og at selve deres egne høitide-
lige buegangers søiler lutet under enslags langsom
syndflod. Mænd i en slik stemning hadde en
grund til atheisme som i en viss forstand var
fornuftig. Mythologien kunde blekne og filosofien
størkne, men hvis der bakom disse ting var en
virkelighet, saa maatte denne virkelighet sandelig
nu ha kunnet opholde alting som sank. Der var
ingen Gud — for hvis der hadde været en Gud
saa var sandelig dette den time, da han maatte
ha rørt sig for at frelse verden.
Livet gik sin gang i den store civilisation, med
graa flid og med graa fester ogsaa. Det var
verdens ende, og det værste ved den var, at det
behøvet aldrig ende. Der var blit sluttet et be-
kvemt kompromis mellem alle keiserdømmets
mangfoldige myther og religioner — hver gruppe
fik frit dyrke sin religion og bare gjøre enslags
officiel gestus, som av taknemlighet mot den tole-
rante keiser, ved at kaste en klype røkelse til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
