Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
293
tionen blev mødt med den samme paradoksale
følelse — den var noget som paa en gang blev
foragtet og frygtet. Set fra ett synspunkt var
hulen bare et hul eller en krok som de forstøtte
blev sopt ned i som søppel, men set fra et andet
synspunkt er den gjemmested for noget som ty-
rannerne søker lik en skat. De faar være der paa
en maate bare fordi vertshusholderen ikke engang
gad huske dem, men paa en anden maate maa
de være der fordi kongen aldrig kan glemme
dem. Vi har set at det samme paradoks kommer
frem ogsaa i den maaten hvorpaa oldkirken blev
møtt. Den betød noget mens den endda var ube-
tydelig og sikkert mens den endda var avmæg-
tig. Den betød noget bare av den grund at den
var utaalelig, og det kan forsaavidt sies med
rette at den var utaalelig for den var intolerant.
Den vakte vrede, fordi den paa sin egen stille
og mnæsten hemmelige maate hadde erklært
krigen. Den var dukket op av jorden for at øde-
lægge hedenskapets himmel og jord. Den prøvet
ikke at ødelægge hele denne verden av guld og
marmor, men for dens øine stod en verden uten
alt dette. Den vaaget at se tvers igjennem det
som om guldet og marmoret skulde være glas.
De som beskyldte de kristne for at ha sat ild
paa Rom løi paa dem, men de var da ihvertfald
kommet meget nærmere til at skjønne kristen-
dommens væsen end saanne moderne mennesker
som vil fortælle os, at de kristne var enslags
moralvernsforening, og folk pinte dem ihjel slapt
og blasert, fordi de kom og snakket om pligter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
