Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
smukkeste Vers synes digtede enten lettest eller (som
»Natte-Tanker« o. fl.) netop vanskeligst. Tingen er, at
Ewald med Skarphed i Tanken og det fineste Øre for
Velklang og Sprogtone forbandt baade Standhaftighed og
Opfindsomhed til at arbeide frem, hvad der foresvævede
ham; »det var ham«, siger han selv, »en Lidelse, om
ikke en Umuelighed, at slippe endog den Linie af
Hænderne, som han forudsaae at være bestemt til Forglemmelse,
førend han selv var fuldkommen fornøiet dermed«.
Intet Under, om vi igjen ikke saa sjælden kunne
»see hans Arbeide, hans Angstsved deri«, helst da han,
med de ophøiede Emner, han besang, først lidt efter lidt
fattede Mod til at dale ned fra den høie Flugt, han
havde vant sig til, og det værdige Sprog, som Tidens
Smag krævede. I denne Henseende har kanskee det
Norske Selskab ikke været uden Virkning paa ham, som
han i alt Fald erklærer, at »venskabelige og uvenskabelige
Anmærkninger har han rettet sig efter med lige
Villighed, saa snart han fandt dem rigtige«. Det var dog
mest kun, naar han digtede til Sang, at Ordene turde
føie sig simpelt og ligefrem; i Oder og lignende Digte
holdt han dem under den strengeste Tugt. Men der er
da igjen en egen Ynde, naar engang imellem Naturen
gaaer over Optugtelsen. Vi have Prøver derpaa i det
sidste, halv bellmanske Vers af Digtet »Vinteren«, med
tilhørende Efterskrift (2, S. 188. 330), og især i et Brev
til Schønheyder (kort før Udfrielsen fra Søbækshuus),
hvori han uforvarende kommer til at skrifte netop om
disse Anfægtelser. Han klager over sin forladte Tilstand:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
