Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Min arme Pegasus, tænker jeg, bliver stædig tilsidst.
Den dybe sandige Vei, som den maa ælte i, giør at den
allerede staaer i eet Skum. Den skulde flyve, vil De
sige; det sige fleer,
Og ingen seer de tunge Baand,
Som Skiebnen med barbarisk Haand
Har surret om dens raske Vinger.
Ak Ven! i Lænker flyves ei,
Og forspændt paa en sandig Vei
Er det et modigt Dyr, som springer.
Der har De engang, imod al min Sædvane, et Impromptu.
Phoebus tilgive mig det! men jeg burde give Dem en
Prøve af det Trott, som min Stilling giør mig best
skikked til. De seer, min beste Ven, at det er ingen
Odeflugt«.
I Brevene, ikke just dem til hans Høivelbaarenhed
Statssecretair Guldberg, men til Spendrup og andre
gamle Venner, kunde han slaae sig løs fra Alt, hvad der
ligner Odeflugt: »Jeg finder Lindring i at skrive Sladder,
og om jeg ikke skrev det til dig, saa skrev jeg det
maaskee til Verden; saa er det da bedre, at du lider, end
den«. Ogsaa de for Verden bestemte prosaiske Skrifter,
hans Levnet, Fortaler, Afhandlinger, ere dog gjerne
holdte saa temmelig i daglig Tale: noget ordrige, men
varmt beaandede af Følelsens- Ild eller af det spillende
Lune, hvilket han kun som Digter trængte tilbage.
Af større Digterværker er hans sidste, Syngespillet
»Fiskerne«, det, der slaaer ind paa den hjemligste Tone,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
