Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
KADEHHN.
Laura (har nærmet sig ham og lægger ain Haand paa lians Pande).
Hvad! Du græder jo, Mand!
Ritmesteren.
Ja, jeg græder, skønt jeg er en Mand. Men har
da ikke en Mand Øjne? Har ikke en Mand Hænder,
Lemmer, Sanser, Fornemmelser, Lidenskaber? Næres han
ikke af samme Fode, saares han ikke af samme Vaaben,
varmes han ikke og fryser han ikke ved samme Sommer
og Vinter som en Kvinde? Hvis I stikker os, bløder
vi saa ikke? Hvis I kildrer os, lér vi saa ikke?
Hvis I forgifter os, dør vi saa ikke? Hvorfor maa ikke
en Mand klage, hvorfor maa en Soldat ikke græde?
Fordi det er umandigt! Hvorfor er det umandigt?
Laura.
Græd Du, mit Barn, saa har Du igen din Moder
hos Dig. Husker Du, at det var som din anden Moder,
at jeg først kom ind i dit Liv. Dit store stærke Legeme
manglede Nerver, og Du var et Kæmpebarn, som enten
var kommet for tidlig til Verden eller maaske ikke var
ønsket.
Bit mes ter en.
Ja, saadan var det nok; Fader og Moder vilde
ikke have mig, og derfor fødtes jeg uden Vilje. Jeg
syntes derfor, at jeg først blev noget helt, da Du og jeg
blev ét, og derfor fik Du Lov at raade; jeg, som i
Kasernen, foran Troppen var den befalende, jeg var sammen
med Dig den adlydende, og jeg voksede lued Dig, saa’
op til Dig som til et højere begavet Væsen, lyttede til
Dig, som om jeg var dit uforstandige Barn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
