Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Avisen: » . . . Strindberg har megen dramatisk Teknik. Hans
Stykke er spændende, Handlingeu udvikler sig naturligt, Dialogen
er god uden at være svulstig eller kunstlet, og de fleste af
Personerne er Mennesker med Kød og Blod.«
Morgenbladet: » . . . Faderen er et eneste Skrig, et uafbrudt
Vredesudbrud mod det andet Køn . . . Ingen vil nægte en Bersærk
en vis Kraft. Ingen vil heller frakende faderen betydelig scenisk
Virkning . . . Man behøver ikke at lukke Øjnene hverken for den
dramatiske Dygtighed og logiske Konsekvens, hvormed Scene for
Scene er bygget, eller de smukke Optrin, hvor en virkelig Digters
Aand varmt og inderligt slaar En i Møde. Faderens Kjærlighed
til Barnet er meget smukt skildret . . . Med stor psykologisk
Skarjjhéd vikler Digteren ogsaa den ulykkelige Mand ind i clet
vildsomme Spind af Tanker, om han nu ogsaa virkelig er Fader
til Barnet.«
Nationaltidende: » . . . Det lader sig ikke nægte, at det i
dramatisk Henseende meget godt byggede Arbejde, er af en meget
betydelig Virkning . , . Det lader sig ikke nægte, at kun en
genialt begavet Aand kunde digte denne Scene, (hvor
Spændetrøjen lægges paa Ritmesteren) men derved borttages dens Uhygge
ikke . . .«
Illustr. Tidende: Kunsten i »Faderen« staar overordentlig
højt. Uden at man sporer Anstrængclsen er der her i tre korte
Akter samlet en saadan Sum af menneskelig Lidelse, at man maa
gaa til de store Tragikere for at finde det ludtryk igen, som
Stykket gør. Der er noget af en Prometheus-Skikkelse over
Ritmestereu. Lænket til Ægteskabets Klippe ligger han med et
gabende Saar i Siden, hvori Gribben i en Hustrus Skikkelse hakker,
og vældig i sin Smerte forbander han Moderskjødet, der fødte
ham, og Alnaturens Jammer, som bragte Kvinden til Verden.
I smaat og stort er Stykket godt: Ammen, Præsten, Soldaten,
der er i Forhør, den uuge Datter med sin Forskræmthed og uklare
Forestilling om, at det er Faderen, der er den bedste i Hjemmet;
kun Lægen staar i utydelig Omrids. Men over dem alle rager
Ægteparret. Den onde Frue er naturligvis ikke ond i den
Forstand. at hun søber Ondskab i sig som Fanden æder luende Svovl,
hun gjør først Fortræd, naar hun tror at have Grund dertil, og
Grund har hun, naar nogen stiller Fordringer til hende, som hun
ikke forstaar. Heudes Handlinger forekomme hende altid som
Selvforsvar, og her kjender hun ikke Maal og Grænse. Skulde
man virkelig for Alvor ville kalde Laura for en usandsynlig Figur?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
