Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bonden, som havde klaedt sig paa, mens Glaam talte, kom nu
ud; men han turde ikke komme naer dem, for Glaam var falden. Han
prisede Gud og takkede Grette, fordi han havde overvundet den onde
Aand. Saa braendte de Glaams Lig, lagde Asken i en Saek og grov
den ned langt fra Gra;sgang og Alfarvei. Det var langt paa Dag, da
de kom hjem.
Grette lagde sig ned, stiv og stor, som han var, og Thorhall
sendte Bud efter Folk fra de naermeste Gaarde, viste dem og
fortalte, hvorledes alt var gaaet til. Alle tyktes, det var en Stordaad,
og det blev et Ord, at ingen Mand i hele Landet kunde maale sig
med Grette Aasmundsson i Kraft og Mod. Men hans Sind var ikke
blevet bedre; han var snarere mere ustyrlig, og al Modstand eggede
ham endnu mere end for. En stor Förändring paa ham var det, at
han var bleven saa morkraed, at han aldrig turde vaere alene, saasnart
Morket faldt paa; han saa alslags underlige Syner, og derafkommer
det Mundheld, at den, som ser Ting anderledes, end de er, ham
laaner Glaam Oine, eller han har Glaamsyn. Da Grette var faerdig
med sit Erende, red han hjem til Bjarg og blev der om Vinteren.
Tidlig om Vaaren for Tingtid kom der et Skib fra Norge. Det
bragte mange og store Tidender, forst og fremst at der havde vaeret
Hovdingeskifte i Norge; Olav Haraldsson var bleven Konge, og
Svein Jarl var dreven af Landet den Vaar efter Slaget ved Nes.
Der blev fortalt mangt og meget om Olav og deriblandt ogsaa, at
han med Glaede tog imod alle Masnd, som duede til noget, og
gjorde dem til sine haandgangne Maend. Dette var noget for de
unge, og mangen en lystede at reise; iblandt dem var ogsaa Grette.
Han för da til Norge og landede sorpaa i Hordaland; der horte
han, at Kong Olav var nord i Trondhjem; han tingede sig
ombord paa et Kjobmandsskib, som skulde nordover; thi han vilde
traeffe Kongen.
De havde stygt Veir paa Reisen, og da de skulde over Stat, fik
de sligt Uveir med Frost og’ Snetykke, at det en Kveld var med
Nod og neppe, de naaede Land. Der var jevn Mark der, hvor de
lagde til, saa de fik bjerge alt, hvad der var ombord. Men
Kjob-maendene bar sig ilde, fordi de ikke kunde faa Ild; det tyktes dem
at gjaelde Liv og Helse, — men de maatte slaa sig tiltaals alligevel.
Ud paa Kvelden saa de en stor Ild lyse op paa den anden Side af
det Sund, som de var ved, og de snakkede da om, at den var lykkelig,
som kunde ligge ved det Baal; de taenkte paa, om de skulde lose
Skibet, men det tyktes dem dog for farligt; og de undredes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
