Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bod og holdt til der med sine Fraender. Mange Majnd kom for at
traeffe Gunnar og sporge ham efter Xyt. Man var godslig og munter
mod alle og gav enhver Rede paa, hvad han vilde vide. En Dag,
da Gunnar gik fra Lovbjerget og kom forbi Mosfellingernes Bod,
saa han en Kvinde komme sig imode. Hun var gildt kla;dt. Da
de traf hinanden, hilste hun straks paa Gunnar. Han hilste hende
igjen og spurgte, hvad hun var for en Kvinde. Hun naevnte sig
Hallgerd og sagde, at hun var en Datter af Hoskuld Dalakollsson.
Hun var djerv paa det og bad ham fortaelle om sine Reiser. Han
sagde, at han ikke vilde negte hende det. De satte sig da ned og
talte. Hun var saaledes klaedt, at hun havde rodt Skjort, og
uden-paa havde hun en Skarlagenskaabe, som var udsyet med Guldstads
lige til Skjodet. Haaret naaede hende ned paa Brystet og var
baade stort og fagert. Gunnar havde de Skarlagensklaeder, som
Kong Harald Gormsson havde givet ham. Han havde ogsaa den
Guldring om Armen, som han havde faaet af Haakon Jarl. De talte
Iaenge hoit sammen. Tilslut spurgte han, om hun var ugift. Hun
sagde, at det var hun, og det nyttede ikke mange at forsoge sig
hos hende. »Synes dig da ingen god nok ?< spurgte Gunnar. »Det
just ikke,« sagde hun, »men den forste den bedste tager jeg ikke.«
»Hvad vilde du svare,» sagde han, »dersotn jeg bad om dig?’
»Det er ikke dit Alvor,« sagde hun. »Jo, det er,« svarte han.
»Mener du noget med det,« sagde hun, »saa faar du gaa til min
Far.« Gunnar gik til Dalemaendenes Bod, og skjont der havde
vaeret Uvenskab mellem dem og Gunnar, tog dog Hoskuld og
Hrut vel imod ham, men da han kom med sit Erende, mente
Hrut, at han og Hallgerd ikke passede sammen. Gunnar sagde,
at han maatte tro, de mindedes det gamle Uvenskab, dersom
de ikke foiede ham. Hrut sagde, at det var langt fra. Siden
sagde han Gunnar uspurgt ren Besked om Hallgerds Sind, og
Gunnar syntes i Forstningen, at der var mange Lyder, men det
blev dog omsider dertil, at Kjobet blev sluttet. Der blev sendt Bud
efter Hallgerd, og der blev handlet om Sagen, medens hun var
til-stede; de lod hende nu, som sidst, faeste sig selv. Gjestebudet
skulde denne Gang staa paa Lidarende. Det skulde holdes skjult
i Forstningen, men det varede dog ikke laenge, for alle vidste det.
Gunnar red hjem af Tinget, kom til Bergthorshvaal og fortalte Xjaal
om sin Aftale. Han blev ilde ved. Gunnar sporger, hvorfor Xjaal
fandt dette saa uraadeligt. »Jo, hun vil volde alt ondt, naar hun
kommer her oster,;: sagde Xjaal. > Aldrig skal hun forstyrre vort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
