Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lig paa Tingskaaletinget, da den störste Folkemaengde var samlet
der. Han fortalte, hvor hederlig de havde opfört sig mod ham,
og fremsagde de onde Ord, som havde voldt Sigmunds Bane.
Ingen skulde hsrme dem eller kvaede Viserne; den, som gjorde
det, skulde ligge paa sine Gjerninger. Baade Njaal og Gunnar sagde,
at aldrig noget skulde komme paa, som de ikke selv skulde forlige.
Det holdt de ogsaa fuldkommen, og de var altid Venner.
Otkel hed en Mand. Han var Son af Skarv, Son af Hallkel,
som sloges med Grim paa Grimsnaes og faeldte ham i Holmgang. Otkel
boede paa Kirkebo. Hans Kone hed Thorgerd. Skamkel hed en
Mand; han boede paa det andet Hov. Han eiede mange Penge, men
han var ondskabsfuld og lognagtig, vrang og slem at have med at
giore. Han var Otkels Ven. Hallkel hed Otkels Bror; han var en
stor og sterk Mand og holdt til hos Otkel. Deres Bror hed Hallbjorn
hvide. Han havde med sig en Trael udenlandsfra, som hed Melkolv;
denne Melkolv var en Irer og lidet likt. Hallbjorn tog Ophold hos
Otkel og med ham Melkolv Tra;l. Traellen sagde ofte, at han skulde
prise sig lykkelig, om han blev Otkels Eiendom. Otkel likte ham
godt og gav ham Kniv og Belte og fuld Klaedning; og Traellen gjorde
alt det Arbeide, han paalagde ham. Otkel bad sin Bror at saelge sig
Traellen. Han svarte, at han vilde give ham Melkolv, men sagde,
at han ikke var slig en Skat, som han mente. Straks Traellen var
kommen i Otkels Eie, var det forbi med hans Arbeidsomhed. Otkel
ankede ofte for Hallbjorn over, at Traillen syntes ham at udrette
lidet. Hallbjorn svarte, at det ikke var den vaerste Lyde ved ham.
Ved denne Tid blev der et stort Uaar, saa at baade Ho og
Mad slap op for mange, og dette gik over alle Bygder. Gunnar
overlod mange Ho og Mad, og alle, som kom til ham, blev lijulpne,
saalaenge der var noget. Saaledes kom det, at Gunnar ogsaa blev
i Knibe for baade Foder og Mad. Da bad han Kolskjeg og Thraain
Sigfusson og Lambe Sigurdsson1) at folge sig; de för til Kirkebo og
lod Otkel kalde ud. Han hilste dem. Gunnar sagde: >Jeg er
nu saa ilde faren, at jeg er kommen for at kjobe H& og Mad hos
dig, dersom det kunde vasre at faa.« Otkel svarer: »Begge Dele
har jeg nok af; men ingen af Delene saelger jeg dig.« »Vil du give
mig da,« sagde Gunnar, »og lade det komme an paa, hvorledes jeg
lonner dig?« »Nei, det vil jeg ikke,« sagde Otkei. Skamkel eggede
ham til at svare ilde. »Vi burde tage baade Ho og Mad og Iaegge
’) Gunnars Frander.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
