Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Det vil mange sige,« svarte Helge, »at du pligtede at byde Forlig,
da det gjaldt dit Liv.« Da sagde Hrapp: »Der viste Lykken,
hvem den var mest huld: den fik Smelden, som skulde have den;
det gik ud over eder, men vi slap vaek.« »Liden Lykke var det,«
sagde Helge, »at bryde Troskaben mod Jarlen og faa dig istedet.«
»Vil du ikke kraeve Boden af mig?« sagde Hrapp; »jeg skal bode
dig, som jeg •finder rimeligt.« »Kommer vi til at have noget med
hinanden at gjore,« sagde Helge, »saa vil det ikke blive dig til
Gavn.« »Skift ikke Ord med Hrapp,« sagde Skarphedin, »men lon
ham med rod Belg for graa.« »Ti du, Skarphedin,« sagde Hrapp;
»jeg skal ikke forsomme at sa;tte dig Oksen i Hovedet.« »Det vil
vise sig,« sagde Skarphedin, »hvem af os der skal tesse den anden
Sten paa Hovedet«.’) »P’arer hjem, Mogskjegginger,« sagde
Hall-gerd; »saa skal vi altid kalde eder og eders Far, den skjeglose
Karl.« De för ikke af Gaarde, for alle, som var tilstede, havde
taget disse Ord i Munden, paa Thraain naer; han bad dem tie.
Njaalssonnerne för hjem og fortalte Njaal alt. »Naivnte I Vidner
paa Ordene?« spurgte han. »Nei,< sagde Skarphedin; »vi agter
ikke at soge denne Sag uden paa Vaabenting.« »Det vil ingen tro
nu,« sagde Bergthora, »at I har Mod til at lofte Vaaben.« »Umag
dig ikke med at egge dine Son ner, Husfru,« sagde Kaare; »de er
hidsige nok alligevel.« Derefter samtalte de ken ge i Stilhed, Far
og Sonner og Kaare, deres Maag.
Nu er at fortaelle, at Thraain för selvottende ostover og
gje-stede Runolv paa Dal og sin Bror Ketil; Njaalssonnerne fik Nys
om, naar han skulde vende hjem.
Samme Morgen som Thraain og hans Maend red ostenfra,
vaagnede Njaal tidlig og horte, at Skarphedins Oks slog mod
Bord-vaeggen. Njaal stod da op, gik ud og ser alle sine Sonner med
Vaaben i Haand og ligesaa Kaare. Skarphedin var förrest; han
havde en blaa Kolte paa, stort Skjold og Oks paa Akselen. Nsest
ham gik Helge; han var klaedt i en rod Kjortel, havde Hjelm paa
Hovedet og et rodt Skjold med en Hjort til Merke. Efter ham gik
Kaare. Han havde Silketroie, Hjelm og forgyldt Skjold med en
Love paa. Alle var de i farvede Klaeder. Njaal raabte til
Skarphedin: »Hvor skal du hen, Fraende?« »Ud at lede efter Sauer,«
svarte han. »Saa sagde I en Gang for,« sagde Njaal, »og da faeldte
I Maend.« Skarphedin lo og sagde: »Horer I, hvad den gamle
]) Meningen er formodentlig: hvem af os der kommer til at kaste Ros over
den andens Lig, d. e. begrave ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
