Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Det vil jeg ikke,« sagde Skarphedin; »du skal lobe forst, og jeg
efter.« »Enhver faar bjerge Livet, saalaenge han kan,« sagde Kaare,
»og saa skal jeg ogsaa gjore; men det skjonner jeg, at vi da
kommer til at skilles for sidste Gang; thi slipper jeg ud af Ilden, vil
jeg ikke vaere tilsinds at lobe ind i den igjen efter dig, og hver af
os kommer da til at fare sin Vei.« »Det gjor mig glad,« sagde
Skarphedin, »at ta;nke paa, at du vil hevne mig, Maag, ifald du
kommer bort.« Da tog Kaare en luende Barnkestok i Haanden og
sprang ud efter Tverbjelken. Han slyngede Stokken ud fra Taget,
saa den faldt ned mellem dem, som stod udenfor. De lob da til
Side. Kaare liopper i det samme ned af Taget og sprang af alle
Kraefter afsted gjennem Rogen. Alle hans Klaider og hans Haar
stod i lys Lue. »Lob der ikke en Mand ned af Taget?« spurgte
den, som stod mermest. »Langtfra,« sagde en anden; »det var
Skarphedin, som kastede en Brand ud efter os.« De lod da al
Mis-tanke fare. Kaare lob, til han kom til en Baek; han kastede signed
i den og slukkede Ilden paa sig. Siden lob han langs efter Rogen
hen til en Grav og hvilede sig. Den kaldes siden Kaaregraven.
Nu er at fortselle om Skarphedin, at han lober ud efter
Tverbjelken, straks efter Kaare. Men da han kom der, hvor den var
mest bramdl, brast den under ham. Han kom ned paa Benene,
sprang straks til paany og rendte op efter Vaeggen. Da faldt
Bryn-aasen ned paa ham, saa at han gled ned igjen. Han sagde da:
»Jeg ser nu, hvorledes det vil va;re.« Derpaa gik han frem
langs-med Sidevzeggen. Gunnar Lambesson lob op paa Va;ggen og ser
Skarphedin. Han sagde da: »Graeder du nu, Skarphedin?« »Nei,«
sagde Skarphedin, »men det er sandt, at Rogen er sur for Oinene.
Men er det, som jeg synes? I-er du?« »Det er vist,« sagde
Gunnar, »og aldrig lo jeg for, siden du draebte Thraain paa
Markar-fljot.« »Her har du en Mindegave derom,« sagde Skarphedin; han
tog den JiEksl, som han havde hugget af Thraain, op af Lommen,
kastede den mod Gunnar og traf ham i Oiet, saa at det sloges ud
og laa paa Kindet. Gunnar faldt da ned fra Taget.
Skarphedin gik hen til sin Bror Grim. De tog hinanden i
Ha;n-derne og traadte Ilden ned foran sig, men da de kom midtveis i
Skaalen, faldt Grim dod ned. Skarphedin gik til Enden af Huset.
Da blev der et stort Brag; Taget faldt ned, og Skarphedin blev
klemt ind mellem det og Gavlvaeggen. Han kunde da ikke rore sig
til nogen Kant.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
