Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Hr. Greve, skaan Almandine!« raabte Helena
Nikolajewna efter de Bortilende.
Martinoff lo og sagde hviskende:
»Erik Alexandrowitsch, behold din Plads; den
unge Petroff plager Helena Nikolajewna med sin
vældige, ulidelig enthusiastiske Kærlighed. <
Helena Nikolajewna horte til de Lykkens udvalgte,
paa hvem Naturen har ødslet sine mest vindende
Gaver. Skøn og ung, som hun var, ejede hun en
Hjertets Varme, der skrev sig fra hendes Godhed.
Alt, hvad hun sagde og gjorde, udgik fra en
ureflekteret Atraa efter at være god i Ordets egenligste
Forstand. Naturlig og ligefrem, fri for alt Koketteri,
som de fornemme Russerinder ere, havde hun derhos
en forunderlig sympathisk Stemme, der yderligere
gav hendes Ord, selv de ubetydeligste, et vindende
Præg.
Med elskværdig Frihed greb hun Hannas Haand,
trykkede den og sagde:
»Jeg er Dem saa taknemlig, Frøken, fordi De
kom med til denne Fest. Maatte blot alt gaa godt!
Min Almandine er i Aar med for første Gang.«;
»De lader til at holde meget af Almandine?«
= Ja, det gør jeg ; mit Hjerte vakler mellem
Almandine og min Musik. Ser De,; føjede hun til og lo,
»jeg har Kosakblod i mine Aarer — Musik og Heste,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
