Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lommetørklædet, en Snøften løftede hendes Skulder
og Bryst. »De ved det; sig mig det! Det kan ikke
være for Tantes Skyld; om hun end er lidt løjerlig,
saa har hun dog et Hjerte af Guld; heller ikke for
hans Skyld deroppe« — og hun pegede hen imod
Huset.
Horn kunde ikke beherske sig. Halvt med Magt
tog han den lille, af Taarer vaade Haand, kyssede
den og hviskede Ord, varme og kærlige Ord, som
kom fra Dybet af hans Hjerte. Idet han udtalte dem,
vidste han ikke selv, hvad han sagde, og hvor meget
han lovede. Hans Hjerte flød over og smeltede som
Voks ved de store Ords Glød, ved Blikket fra disse
milde og dog saa brændende Øjne. Helena
Xiko-lajewna lo gennem Taarer, saa paa ham, rødmede,
slog sine Øjne ned, saa atter op, og et lyksaligt Smil
spredte sig over det nys saa bedrøvede Ansigt.
Forbavset, ligesom bedøvet rejste hun sig op. Obersten
holdt stadig hendes Haand fast; i det samme lod
en Stær der oppe i Lindetræet sine bløde og milde
Fløjtetoner høre. Saa vaagnede hun op af sin
Fortryllelse, trak Haanden til sig og flygtede let som en
Hind ud af Løvhytten. Hun hørte kun, hvordan Horn
i en Fart hviskede til hende: »I Morgen; jeg kommer
i Morgen!«
Da hun var naaet hen til Slottets store Sand-
Jac. Ahrenberg: Hapakoski. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
