Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Nej, min Rose!«
»Den lever ikke mere; den er gaaet ud i Vinter.«
»Naa, men den skyder vel nye Skud?«
»Nej, den var ikke rodægte,« svarede Jakko med
Skadefryd.
Hanna blev rød i Hovedet uden selv at vide
hvorfor og saa hen til den Gamle i Gyngestolen.
Baronen var falden i Søvn med Avisen for Ansigtet.
»Han har da heldigvis ikke hørt noget,« tænkte
Hanna.
»Ja, saa kan Jakko gerne gaa,« sagde hun kort.
Mut og nedslaaet gik Jakko sin Vej, og Frøken
Hanna satte sig i den halvt aabne Dør for at svale
sine brændende Kinder.
Hvor Hapakoski dog var smuk! Over den
gruslagte Plads med det friske Grønne, der omgav den,
saas Toppen af de lysegrønne duftende Birketræer,
nedenfor den nynnede den skummende Elv sin evige
Frihedssang, og længere borte saa man den mørke
Fyrretræs Skov samt over den Himlens Blaa med
uldne Foraarsskyer. I Verandaen duftede blomstrende
Roser og Hyacinter. Men den Rose, hun helst havde
set blomstre, og hvis Duft hun kendte, den var død
lige som han, der en Gang havde givet hende den.
Den glemte hun vist ikke for det første. Ved den
Blomst vare hendes Livs skønneste Drømme, hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
