Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Nej, det kora saa uventet, saa pludseligt. Han
vil ikke kunne naa herhen, før alt er forbi.«
»Kære, gamle Alexander, tror Du, at Vorherre
allerede . . .?«
»Jeg ved det. Det er Døden.« Han saa
tankefuldt op, som ventede han nogen. Hans Blik var
mildt og lyst. »Vi er ene nu; tag imod mit
Skritte-maal.«
Præsten satte sig ned hos den syge, der uden
at afvente hans Spørgsmaal begyndte lige som talende
med sig selv:
»Medens jeg sad i Senatet — det var i 1862 —
behandledes Spørgsmaalet om Landdagenes
Genoplivelse. Imod dette Spørgsmaal talte et af
Medlemmerne — Du ved nok, hvem det var. — Jeg blev
hidsig og kaldte ham højt ved et upassende, gement
Navn.«
»Din gamle Frænde tilgiver Dig det nok,«
svarede Præsten. »Det var i Hede og Overilelse . . .«
Det lynede i Baronens Øjne.
»Om min gamle Frænde tilgiver mig det eller
ej, er mig ganske ligegyldigt. Han er en servil
Stakkel. Jeg tilgiver mig ikke selv; det var
uværdigt. Endnu een Ting — den Gang jeg skrev
Erektionspatentet, var det min Agt at tilføje, at
Fidei-kommisbesidderen uvægerlig skulde være gift med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
