Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
understøttede, en betydelig Vægt, og i det store og hele
havde han aldrig understøttet andet end det, som var
bygget paa Lovens Aand og Bogstav. Under de strenge
Tider, som gryede, var Tabet af den prøvede
Statsmand uerstatteligt.
Erik Horn følte, at der nu maatte komme en
Opgørelsens Time mellem ham og hans Søster. De vare
ene i Hjemmet. Helena var borte, ingen kunde
forstyrre dem, intet distrahere dem; nu kunde han ikke
— som saa ofte tidligere — med en Spøg undvige
eller slaa hen, hvad hun sagde, thi Dødens Alvor
laa over hele Huset. Han valgte den klogeste Udvej:
hvad han ikke kunde undvige, søgte han op.
Det var Dagen efter den Gamles Begravelse.
Efteraarsstormen havde lagt sig til Ro, Solen vilde
endnu en Gang vise sin Magt. Dens gyldne Lys
spredte en blændende Farveglans over de blodrøde
Blade paa Løn- og Espetræerne, over Birkenes
lysegule Løv. Luften var varm og stille. Trækfuglene
vare komne og hoppede ivrigt søgende om mellem
Træernes Grene. Et mildt, vemodigt Genskin af
Sommerens Pragt laa over Naturen. Inde i det store,
hyggelige Forværelse sad de to Søskende sysselsatte
med gamle Breve og Papirer. Den hendøende Dag
kastede et tøvende Lys ind i Værelset.
»Hanna,« sagde Erik med Venlighed, »Du har
jar Ahrenberif: Hapaki»ki. *6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
