Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Den forfærdelige Natur kaster os kærlighedsløst
ind i Verden, lige som Hjertet slynger en Draabe Blod
ud i vore Pulsaarer, ligegyldigt om denne Draabe
giver vore Hjerneceller Kraft til at give Impuls til en
god eller en slet Handling. Og grusommere endnu!
Ikkun os er der givet Evne til at skabe, skabe
Kunstværker, som vi med Møje forsvarer mod Naturens
Almagt, og som den dog i Tidernes Løb tager med
Vold. Ser De, disse pinagtige Tanker har nedbrudt
min Kunst, længe før de usynlige Kræfter, som nu
forøver deres Ødelæggelsesværk i mit Indre, havde
naaet deres Maal. Og naar al Tænkning fører os dertil,
at Livet er en Kamp om Illusioner, en Kamp om det
store Ni hil, saa er jeg som Tusinde, der ikke vil
drukne i Epikuræernes krasse Lære — thi
Skeptikeren, som De ved, gaar med Lethed over til Epikurs
Skole — gaaet over til Spiritismen. løvrigt et
daar-ligt Ord, som ikke er kongruent med den Tanke,
det indeholder.«
»Ved De vel, Eugen Alexandrowitsch, det er
forunderligt,« sagde Erik nu og lo. Jeg har set
Stepperne, har hørt Russisk blive talt rundt om mig, har
redet omkap med Nordenvinden; men saa tydeligt
som nu, hvor jeg hører Dem, har jeg endnu ikke
følt, at jeg er i Rusland — dette for mig
sympatiske Land, hvor jeg har levet og kæmpet i saa mange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>