Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Hidtil herskende Meninger om Fanternes Herkomst. Navne. Inddeling. Tatere og Skøiere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nevis, og ganske overensstemmende hermed siger et
Almue-Ord-sprog. „Naar Faut gifter sig med Fant, faa kommer der bare
Fant derudaf.^ Den kaldes altfaa Fant, om hvem det antages,
at han as en omreisende Moder er sødt s. Ex. under en Busk
eller et Vedsknr, at han saa, sørst baaren paa Moderens Ryg
og siden folgenoe hende ved Haanden, er opvoxet paa Landeveien
og opdragen i et as disse „Fantefølger" eller „Lyer" eller
„Her-kjer," disse vandrende Familier, hvor man stundom kan se en
Oldefader eller Oldemoder med bedagede Børn øg raske
Bør-nebørn famt disses trivelige Unger. Vistnok hænder det altfor
ofte, at letsindige Mennesker, som oprindeligen have tilhørt det
bedre Samsund, sorlade dette og skaa sig i Lag med Fanterne,
ja giste sig ind i Fantefølgerlle; de hedde da øgsaa Fanter;
men ved forskjellige Tillæg til deres Navne, saasom
Valders-Ola, Lisa sra Byen o. a., erindrer Almuen gjerne, at de
egentlig ,,ere komne as Folk" (nedstamme fra bosiddende, norske
Folk) ; de ere kun naturaliserede, ikke „ægte" Fanter. — Der
er sørresten to særegne Træk i Fanternes Liv, som meget let
maatte lede til at betragte dem som en afsondret Kaste, et
sremmed Folk. Ester lang og uhyggelig Erfaring anser
Al-muen det nemlig sor temmelig vist, om enhver enkelt Fant, at
han gaaer uden Daab og Christendom eller ialsald saavidt
muligt holder sig udenfor det i Landet herskende
Religionssam-sund, og medens Fanterne saaledes paa den ene Side staa
overmaade langt fjernede fra det øvrige Følk i Landet, danne
de forskjellige Fanteflokke igjen et eget Samfnnd indbyrdes,
derved at de — hvad hver Bonde i de Egne, hvor Fanterne
oftere færdes, ved at tale om have sig imellem et fremmed
Sprog, det for alle Andre uforstaaelige „Fantemaal," hvormed
„de knnne snakke baade ^Ere og Liv af En, uden at man kall
forstaa et Ord deraf."
Naar Navnet „Fant" saaledes bruges som Folkenavn, saa
tages altsaa ilke saa meget Hensyn til, hvorledes den dermed
betegnede Person har opsort sig; det er sormedelst sin Fodsel
han er Fant. Det vil da ogsaa sorstaaes, at der, skjønt det
vistnok sjelden sker, kan være Tale om „skikkelige" Fanter. Or-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
