Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Taternes Fremtræden og Skjebner i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Troldfolk, og oen samme Christian 4de, der i sin Mindreaarighed
underskrev Dødsdommen over dem, forordnede senere hen, da
han paa en Undersøgelsesreise var kommen helt op til
Finmarken og vel mente tilgavns at have studeret Forholdene der,
at den Finlap, som overbevistes om at have befattet sig med
Ganfluer og andet saadant Troldskab, skulde dræbes, ja at den,
som ikke just var overbeviist om, men beskyldt og mistænkt for
slig Bedrift, skulde forvises af Landet; den samme Konge
indskjærpede ogsaa i den af ham udgivne Landslov de tidligere
Dødsdomme over „rette Troldfolk, som sig med Djævelen
bebundet have og med hannem omgaaes.“
Det er imidlertid slet ikke værd at klage over nogen
Fanterne tilføiet Uret. For det første have de vist gjort sig selv
al Flid for at blive anseede som Troldfolk, og man kan da
sige, at Loven kun tog dem paa Ordet; for det Andet kunde
neppe Noget være mere i deres Interesse end saaledes at faa
Kongens og hans Raads Attest for, at de virkelig vare, hvad
de udgave sig for. Almuen troede sagtens allerede før paa
disse sorte Menneskers dæmoniske Magt, men maatte ved denne
Lov kun mere forvisses i sin Tro; det er altfor rimeligt, at
Bønderkoner nu med større Tillid søgte de Fremmedes Hjælp
til at skaffe sig Held med sine Kjør og Faar; ja kanske selve
Hedemarkens Adelsfruer gladeligen have hentet
Sølvspiseskeer af Skabet for at lønne den sortøiede Sibylle, som spaaede
og lovede deres Frøkener et godt Gifte. Og Lovens
Trudsler ere neppe blevne til stort mere end Ord. Ligefra
Spaakvinden i Endors Tid øves jo Trolddommens Mysterier helst i
Enrum og Mørke, og om nu en Lensmand eller Foged alligevel
kom over et Taterfølge, og Høvdingen saa for en Spotpris
tilbød ham sin i Sverige stjaalne, prægtige Hest, hvorfor skulde
saa Embedsmanden endelig dræbe ham? om han lod ham gaa
som en reisende Svenske, vilde jo Ingen bagefter kunne
paastaa, at det var en Tater; thi hvad Kjendemærke er der
egentlig paa en Tater?
Men vel kan man, og det baade for Nationens og
Taternes Skyld, meget beklage, at det ikke skulde falde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
