Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Skovfinner og Tiggerlapper
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Klæder. Rogen gaar ikke op igjennem nogen Skorsten, lllen
udbreder sig i den ovre Del as Værelset og skipper ud igjennem
den as de fire paa Væggene anbragte Glugger, soln holdes
aaben. Finnerne selv trivedes godt i denne Varme og Rog,
soln meget snart generede mig. Til denne lloisolnme, tarvelige
Levemaade, som Alt vidnede om, og til det asføndrede,
ensom-me Lio passede ogsaa ret godt den store Gjæstsrihed, som jeg
mødte øveralt paa Finskøven; Gjæstfrihed er jo det vakkre
Træs som Reisende saa oste tillægge netop saadanne
Fol-keskag, som kun kjende det lavere Kulturtrins stmplere
Sæ-der. Men hvad der da ved Siden heraf forundrede mig mere,
var i næsten ethvert Hus at finde finske Boger, og ikke blot
gamle, forliggende Sager sra en bedre Tid, men nye ^ Bibler
og ofte æsthetiske Sager, Samlinger as Finlands skjenne
Fol-kepoest, Bøger, som ikke saaes i Christiania Boglader. ^ Det
frapperede øg førnøiede mig at se disse Folk staa i saadan
litterær Forbindelse lned sit gamle Moderland. Ieg forskede
naturligvis ester Sammenhængen hermed; men herved skjønnede
jeg snars at jeg endnu kun besandt mig paa yderkanten af
denne Finneverden, hvor man ikke vidste saa gød Besked øm
Slægtens Forholde som længere inde, i Hjertet af Kolonien;
ja rigtig Oplysning vilde maaske ingen Anden kunde give mig
end den Mand, Finnerne her henviste mig tis „gamle Panl
Øieren," olngaaende Skoleholder paa Finskoven. Men hvor
fin-der man vel en saadan ømvankende Mand^ Ieg kunde bløt
med ny øg større Nysgjerrighed sortsætte min Reist længer ind
imellem Aasene.
Ingen Hest var at saa; men jeg fik en svensk Fingut
til Ledsager og vandrede assted. Nu blev det Dagsregn; her var
melankolsk i denne lidet beboede Skovtraks og Gangen
un-der de dryppende Træer og i det vaade Lyng, op og ned
ad de bratte Stier og over betænkelige Myre, blev dobbelt tung,
da det tilfidst viste stg, at Fillgutten sket ikke var rigtig kjendt,
saa jeg, saa skemt det var nu i Astenskumrillgen, mere maatte
sølge Stregerne paa nlit Amtskart end hans uskkkre Meninger.
Ester 2 Miles høist besværlig Marsch støde vi endelig paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
