Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omtrent saa tør det gaa med Bedømmelsen af Fantesagen.
Minder det ikke om den gamle haarde Betragtning af de
Sindssyges Tilstand, naar man læser de rigtignok sparsomme Yttringer
om Fanterne for et Par Menneske-Aldere siden? I 1786 siger
Præsten Wille i sin Sillejords Beskrivelse,[1] at nu hørte
man ikke til Tyverier, saasom Sognene deromkring vare saa vel
rensede for Omløbere, „siden Øvrigheden, ved at befale en
saakaldet Fantejagt, engang om Aaret, hemmede dette Onde.“
Hvad Medfølelse er her, hvad Tanke mærkes her om Mennesket
i de Forjagede? Og i 1811 skriver Sognepræsten i Valle i
Sætersdalen til Selskabet for Norges Vel[2] om Aarsagerne
til, at Havevæsenet ikke kunde trives der, saaledes: „Det er ved
St. Hans-Dags Tider, at Haverne her skulde tilsaaes, græsses
og vandes, men alle Mennesker, store og smaa, reise da 2—3
Mil bort fra deres Hjem til Sæters med Kreaturerne, hvor de
den hele Sommer føre et nomadisk Liv. Det kan saaledes ikke
svare Regning at holde et Menneske hjemme ved Gaarden for
at passe Haven, ligesom det og vilde være voveligt for et
enligt Menneske at opholde sig paa en Gaard i denne øde Tid,
da Overlast let kunde befrygtes af omreisende Fanter.“ Se,
naar man ikke engang troede sig istand til at holde Fanten i
Ave, saa har man visselig ikke været meget oplagt til at anse
hans beklagelige Færd med Medlidenhed[3].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>