Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Beretninger - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Familie af det Navn i Rokke, og at et Barn da var gaaet
fra Forældrene. Til Guttens Signalement kan anføres, at han
har blaa Øine og lyst Haar.
27. (55). Skedsmo. Johannes Fredrik Norgren.
Sidst i 1855 eller først i 1856, altsaa ved Midvinters Tid,
kom til Skedsmo paa Romerike et Par rimeligvis mere svenske
end norske Vandringsfolk, Heskeskjærer Karl Fredrik Norgren,
78 Aar, og Marie Magdalene Wahlgren, 75 Aar. De
kom fra Sverige, over Tønsæt, og agtede sig til Christiania.
Og de førte med sig en Sønnesøn, den nævnte Johannes
Fredrik, 6—7 Aar gammel, Uægte Søn af Johannes Laurits
Norgren, som da sad i Slaveriet paa Akershus Fæstning, og
en i Jelse Præstegjeld i Ryfylke hjemmehørende Omstreiferske
ved Navn Magla Nilsdatter.
Ved Ankomsten til Skedsmo var den gamle Bedstemoder
syg, vel ikke anderledes, end at hun nok kunde slæbt sig videre,
som hun var kommen, men dog saa, at Fattigvæsnet —
foranlediget ved de nys udkomne Bestemmelser om Fantefondet —
fandt at burde tage sig af hende og det navnlig for Barnets
Skyld, som hun førte med sig. Siden blev den Gamle virkelig
syg; i Beretningen herom forklares dette saa, at den Spire til
Sygdom, som hos slige omvankende Folk bliver lagt under
Reiselivets Besværlighed, men tilbageholdt, saa længe det rastløse
Liv vedvarer, at denne Spire just kommer til Udbrud, naar Sindet
og Legemet kommer i Stilstand. Nu var det altsaa
uundgaaeligt, at hun maatte forblive under Fattigvæsnets
Forpleining. Manden, som havde fortsat Reisen til Christiania og
der gjort sig skyldig i Betleri samt derfor udstaaet Straf, kom
tilbage til Skedsmo; men da han gav lidet eller intet Haab om,
at han vilde afstaa fra sin Omstreifen, og da det lod til at han
trods sin høie Alder virkelig, som han paastod, kunde forsørge
sig selv, saa var der intet andet Raad end at lade ham reise,
som han var kommen, idet man medgav ham nogle Reisepenge
og Pas til Sverige. Men han „tog ugjerne Afsked fra sin
sengeliggende Hustru.“
Denne derimod maatte, som sagt, forblive i Skedsmo, hvad
enten hun havde Sind til at afstaa fra Fantestien eller ikke. Hun
blev af Fattigvæsnet antaget til Forpleining som et andet sygt
Fattiglem, dog saa, at Udgifterne formedelst hendes
Hjemstavnsløshed forventedes extraordinært udredede af Statskassen, ikke
just af Fantefondet. Hun vedkommer da ikke videre denne
Berretning; imidlertid tilføies efter Sognepræsten, Provst Ingjers
sidste Beretning (Februar 1859), at denne fremdeles syge og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
