Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Beretninger - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
besøgte, og i Undervisningstimerne hos Præsten. „Hun er et meget
ordentligt og arbeidsomt Menneske, som har vundet Yndest baade
i mit Hus og hos dem, med hvem hun daglig lever.“ Der var
Tanke om, at hun efter Konfirmationen — istedetfor at vende
tilbage til Kjæresten Henrik Christensen, der skalde være
drikfældig — vilde tage Ophold i Præstegjeldet, hvis hun kunde faa
Hjælp til at opføde sine Børn, Noget, hvorom der dog ikke endnu
blev fremsat nogen bestemt Begjæring.
I Anledning af den anførte Yttring, at selv Navnet Christus
var Karen fremmed, skrev jeg til Provsten og bad ham om
yderligere Forklaring; det forekom mig rimeligst, at han havde opfattet
Forholdet mindre rigtigt. Af hans Svar (18de Mai 1859) kan jeg
hidsætte Følgende: „Det var 3 Mile oppe i Landet, at jeg i Juli
f, [[** vel sic komma, feil]] A. paa en Reise til Heirefos saa et stort Fantefølge, bestaaende
af Gustav Lindgren, 41 Aar, født i Bykle Sogn, konfirmeret i
Christiania Tugthus af Nils Hald, viet i Gjærestad af Aas til Anne
Pettersdatter Lundkvist, fremdeles Henrik Christensen, født,
døbt og konfirmeret i Norderhaug, i naturligt Ægteskab med
omhandlede Karen Margrethe Lundkvist, disses 2 Børn, endelig
Oldemoderen for hele Følget Ragnild Lundkvist, ialt 7 Personer.
Da jeg saa dem, standsede jeg min Hest og spurgte, hvem de vare.
De rejste sig meget barskt: „Du ser vel, vi ere Vandrefolk eller
Fanter, som du vel kalder os.“ „Nu, nu — jeg vil Eder intet
Ondt; kan jeg ikke giøre Eder noget Godt, vil jeg vist ikke lægge
Sten til Byrden for Eder.“ — „Hvem er Du?“ spurgte En. Her
reiste den gamle Oldemoer sig og sagde: „Jeg kjender ham, det
er Provsten paa Homedal — han har været god mod mig.“ Nu
fik Piben en anden Lyd, og de trængte sig med Iver om mig og
Munden gik paa dem. — Jeg havde liden Tid, og efter en kort
Samtale stævnede jeg dem til at møde mig paa Præstegaarden
paafølgende Tirsdag med den udtrykkelige Erklæring, at jeg da vilde
overhøre dem. Tirsdagen kom og med den det hele Følge. Nu
overhørte jeg dem. Om den Gamle vil jeg ikke tale; men baade Gustav,
Anne og Henrik læste godt og vare vel oplyste. Karen kjendte ikke
en Bogstav. Hun blev overhørt af mig i min Kones Nærværelse,
og denne blev saa greben af hendes grændseløse Uvidenhed, at hun
brast i Graad. „Kjender dn Christus?“ „Nei.“ „Ved du ikke, hvem
Jesus Christus er?“ „Nei, men jeg har hørt, det skal have været
en snild Mand.“ „Kjender du Budene?“ „Nei.“ „Har du aldrig
hørt, de har læst i Testamentet eller i Psalmebogen?“ „Nei.“ Saa
gik det i Alt. Hun afgav virkelig Bevis for, at der kan være
Mennesker i christent Land, som ikke end have den ringeste historiske
Kundskab om Frelseren.“
I Anledning af at Pigens to Børn vare blevne forsørgede paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
