Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SMÄRRE MEDDELANDEN
287
Undertegnede tillåter sig i den anledning at oplyse, at en
»förmedlande länk» mellem de to nævnte lokaliteter turde findes i det
sydlige Norge, i det navnet »Spir-snlw» (sulu = svale) anvendes paa
tårnsvalen i den höitliggende fjellbygd Skåbu i Nord-Gudbransdal
(ca. 6i° n. b.). Sammesteds benyttes ogsaa navnet »Spir-ånd» paa
stjertanden (Dqfi/a acutd) og vel utvilsomt just paa grund av denne
fugls karakteristisk »spidsformede» håle og kropsform. Ogsaa i den
noget nordligere liggende fjellbygd Dovre benyttes navnet »Spir-ånd»
paa stjertanden.
Derimot benyttes saavel i Dovre som i de til Skåbu grænsende
bygder Våga, Vinstra og Kvikne överalt navnet » Rihn-%v\w» paa
tårnsvalen. Og dette er et »oplagt» onomatopoietikon, idet folk
her liketil gjengiver fuglens eiendommelige skrik med, at den
»rihner». At derimot »Spir-sulu» ikke er et onomatopoietisk navn
skulle det sammesteds anvendte »Spir-ånd» tyde paa.
Ellers benyttes i Norge mest navnet tårnsvale (paa Afius apus).
Dette navn blev indfört i vor litteratur av eventyr-dikteren P. Chr.
Asbjørnsen i 1840. Dialekten fjeld-sulu er almindelig i
Östlands-bygderne Romerike og Solör samt i Rennebu (Tröndelagen), mens
kjœrk-sulu (kjærk = kirke) benyttes i Bagndal (Tröndelagen) og
svart-sulu, som er vört ældste litteratur-navn (Ramus 17 15) fremdeles
lever i Land og flere andre bygder. Av »litteratur-navne» forövrig
har vi »Ringsvale» (Hammer 1875) og »Johannes-svale» (Ström
1884), men disse to siste har jeg hidtil ikke fundet »levende» i vore
dialekter.
I förbindelse med ovenstaaende skal jeg — i anledning den i
samme artikkel forekommende uttalelsen om hejren {Ardeà), nemlig
at »Häger» oprindelig er et onomatopoietikon — faa fremföre:
Som bekjendt er navnet Hegri (for Ardea) likesom navnet Trana
(for Grus) Oldnord. Videre har hver av disse to fuglearter sin egen
specielle utbredelses-sone i Norge, saaledes at Hejren kan
karakteri-seres som en utpræget Vestlands-fugl, mens Tranen er en likesaa
utpræget Øst-lands-form, og nogen sammenblandning av begge arter
förekommer ikke. Allikevel benyttes i flere Østlandsdistrikter navnet
»Hegre» (og Hægre) paa Tranen, idet ordet »hegre» i
bygdedialekten betegner »en tynd oplöpen og mager person». Baade i Valdres
og i Land (i Härnar stift), hvor tranen er velkjent og almindelig,
men vistnok de fleste beboere aldrig har seet en hejre, er saaledes
navnet hegre (eller hægre) överalt benyttet paa Tranen (Grus). Og
i dette tilfælde kan det betraktes som sikkert, at navnet refererer
sig til fuglens utseende. Men gjælder nu »signalementet» först for
Tranen, gjör det det i endnu höiere grad for Hejren, saa noget
onomatopoietisk navn er hejre (eller hæger) sikkerlig ikke.
Stavanger Museum 21. November 1920.
H. Tho. L. Schaanning.
Till den senare delen af den ofvan återgifna intressanta
namntolkningen från vårt västra grannland tillåter sig undertecknad, ehuru
ej fackman, att foga några anmärkningar. Då »hegre» (hejre) i vissa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
