Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17de Januar 1880.
Fedraheimen.
11
Det Bilæte blei no til Spott og Spe ——
Hei, haa! til Spott og Spe
Fyr Maalaren sjave, som stellte det te!
Men Fruga laag sjuk den heile Nott,
Den arme Vaattl —
Slik gjeng det, naar Andre Ein maalar for gott.
Kkistiallia, den 16de Januar.
Reitlc Ord. Eit svenskt Bakstrævarblad,
,,Gøteborgsposten",skriv den sde ds. eitfælt Stykke
um Samfestet millom Norig og Sverig. Bladet
er sinna paa Bjarnson og dei norske Fristatsmenn
og v»il hjelpa Mgbl med aa mulebinda desse Uro-
stiftarar, og so meiner det paa, at dei norske Ny-
stpyparar gjerna kann halda seg rolege; for Mord-
mennerne kann so’ likevæl ikkje gjera meir her enn
dei fcer Lov til av Sverig. ,,Hvad vilde Sverig
sige om Sagen?« skriv Bladet· For ,,Sveriges
Taalmodighed er ikke aldeles uudtømmelig« ,,Vi
kan forstaa og undskylde (!) den svagere Parts
Fordring paa ’Ligeberettigelse’, fordi det aldrig er
indgaaet i Sverigs politiske Traditioner at fare
hensynslvst med dem, som vi har fundet det nød-
vendigt nærmere at sammenknytte med vor Stats
og vort eget Folks historiske Udvikling,« — f.
Eks. Bohuslen (!), Jemtland (!), Skaane (!), Fin-
land (!), Pommern (!), og Lifland (!) —og serleg
Norig, ,,hvis indre Selvstændighed vi (Svensken),
utvungne, af egen fri Vilje (!l) har betrygget ved
svenskt Konge-Ord og svenske Rigsdagsbeslutnin-
ger (!).« -
,,Men alting,« segjer Vladet, ,,har sin Grænse,
saaledes ogsaa denne Sveriges Fordragelighed·
Vi kan ikke tillade (høyr!), at Unionen rokkes . ..
Denne Forening har i Tidernes Længde vist sig at
være en uundgaaelig historisk Nødvendighed soros
(o: fyr Svensken) . . . Derfor har i Aarhundreder
vore Statsmænds Bestræbelser været rettede mod
dette Maal, og den langvarige . . . Tvekamp med
Danmark om Hegemoniet paa den skandinaviske
Halvxi fik sin naturlige og logiske Afslutning ved
Freden i Kiel (NB!) . . . Denne lykkelige Seir
(NB!) har vi tilkjcempet os i aaben og ærlig
Strid for Europas Frihed (?), og dens Frugter
(NB) er os garanterede ved gjældende folkeretslige
Traktater, som intet Storthingsvotum i Verden kan
ophæve · . . Den eneste Følge af en Storthings-
beslutning, som asskaffer Kongedomtnet, bliver saa-
ledes, at Konventionen til Moss, fra Norges Side
opsiges, og at — Norges Grundlov taber sin rets-
lige Gyldighed (!!). Det gjælder da at omordre
Unionen paa fastere Grundlag!« . . .
»Thi Unionen skal bestaa, fordi det er Sve-
riges Bilje, at den skal opretholdes. Unions-
fælen paa alle sine Synder, fraa dei fyrste, daa
han leikad Kjærastx paa Gata med Gjentungar,
slogst med Gutarne og gjorde Ustykkje mot Ferda-
folk, — til dei siste, daa hans foor ute til Sjøs og
var Villgast, skamslog Folk, drakk og nydelagde
unge Gjentur . .
vilde hoyrast i Himmelen no, kanskje sterkare enn
hans Baner . . . Han sveittad kaldt ved denne
Tanken. Herre Gud, at Ein skulde vera so vill —l
Det gjekk ein svær Dun gjenom Kyrkja liksom av
eit tungt Fall. Vaard kvakk upp, klorad seg fast i
Altaren, so Fingerendarne sveid: ,,No kjem han!"
Det burad og brakad, det knakad og knast; han
kjende tydeleg, at Kyrkja ikkje lenger stod paa fast
Grunn; — ho duvad, so han vilde velta ikolll
Og under honom i Golvetog rundt honom i Veg-
gjerne klorad og krassad det liksom av Klar; Liki
nede i Kjeldaren dunkad tungt i sine Kistelok; dei
ventad Gjesterl So rædd hadde Vaard ikkje voret
i alle sine Dagar. Det svartnad gjenom Kyrkja,
Ljosi brann blaatt og gult; no tok Kyrkja til aa
sviva, det kviskrad og koceste rundt alle Lemmar,
ein storKvalfisk med Eldaugo laag og gapte ned i
Kordvri og vilde glvypa honom; det var den Bonde!
. Deira Vaabvner og Klagemaal -
kongen vedbliver saaledes ganske roligt at regjerei
Norge og lader Storthingets Mistillidsvotum al-
deles ude af Betragtning, støttet til det svenske
Folks Bistand (NB) og alle rettcenkonde (!) og
fædrelandskjærlige (!!) norske Borgeres Troskab (!).
Skulde nogle vildledte »Republikanere« soge at
gjøre ham Modstand, maatte de naturligvis straffes
som Rebeller (N13) mod Unionen (!) og Kongen . . .«
,,Hvor ,,s-redeligt« Sagen vilde løbe af, beror na-
turligvis paa den Skyndsomhed (NB), hvormed de
norske Repualikanere tilkjendegav sin Und erkastelse (l!).
Thi i dette Tilfælde vilde det svenske Folk reise sig-
som en Mand (NB!) for at forsvare sine truede
«Rettigheder« o. s. fr. o. s. fr.
Dei maa ha turat Joli lystigt i Gøteborg;
for det er greit, at den gode theborgsposten hev
Ølkveisa. Og me maa ikkje tru, at alle Svenskar
tenkjer som det; for daa vilde me vera nvydde til
aa segja Unionen upp strakst. For slikt kann ingen
Nation sinna seg i aa hvyra paa, sosannt det eig
LEra i Livet.
— Det skulde altso vera den ,,Brorskapen,«—
som me hvyrer so mykje um! Det skulde vera
den sanne Meining med alle desse ,,skandinaviske««
Festar og Ranglelagl — Aa nei. Andre svenske
Blad hev alt sagt fraa, so me veit, kor stort Lag
me skal leggja paa slikt Øl-Vas som det i Gjeste-
borgsposten.
Meii det er ein Tiiig som er verre, og som
me ikkje kann læ av. Du ser me hev herthzzw
bor·gs-Stykket paa Dansk. Kor hev det seg? ——
Det hev seg so, at Stykket hev voret aa lesa i
eit norskt Blad. Eit norskt Blad hev teket denne
landshcedande Artikkelen upp, utan aa protestera,
utan aa gjera Motlegg, —— teketArtikkelen upp som
funnen Mat fyr aa bruka honom i sin serskilde Krig
mot dei ,,Radikale« og mot Bjarnstjerne Bjarnson·
Slikt vilde i andre Land faa eit fæltstyggt Namn,
og det Bladet, som gjorde slikt, vilde vera brenne-
merkt fyr alle Tider. —
Meii den nationale SiEra— er daud her i Lan-
det. »Mgbl.« hev gjort denne Gjerningen, og
Jngen vert vond fyr det. Svenskar og Danskar
kann heretter tru, at me er Hundar, som læt oss
sparka. —- — ·
— Lat so nokon koma og segja, at Flagfw
slaget var meiningslaustl
,,Kriftits og Autikristns«. Luthersk Kirketi-
dende hev fortalt, at Fedraheimen meir beintfrain enn
nokot annat Blad hev forsvarat Fritenkjarskapen,
og at det——liksom ,,Dagbl,".—— er eit ,,antikri-
steligt« Blad. Utg. av Fedrh·hev fyr den Skuld
skrivet til det gudelege Bladet som sylgjer: ,,Til
Luth· Kirketid.s Redaktion. J Fedraheimen No.
60 for ifjor findes en Artikel, ,,Chr. Bruun og
,,Vinstre«, mærket G. J denne Artikel forekommer
bl. A. en Udvikling om »det moderne realistiske
.Fritænkeris« Opfatning av Sandheden som relativ-
Forf. siger, at ,,saavidt han har kunnet se", saa
mener Nutidens Fritcenkere saadan og saadan om
dette Punkt, hoorhos han søger at gjøre sine Læ-
sere denne deres Opfatningsmaade begribelig. Men
han reserverer sig udtrykkeligt med Hensyn til An-
skuelsens Gyldighed eller Ikke-Gyldighed; Spørgs-
maalet herom henstiller han, som sig paa det Sted
uvedkommende, helt og holdent til sine Læseres
Afgjørelse. .
Paa Grundlag af denne Artikel fortæller imid-
lertid DeiAar Deres Læsere, at Fedraheimen frem-
for andre Blade har talt Fritænkeriets Sag; ja
De stempler endog i selve Deres Artikels Overskrift
saavelsomi dens Text nævnte Blad — sammen
med et andet — som ,,Antikristus.« »
Jeg har hidtil ikke i den anstcendige Presse
seet noget saadant. Allerede det, at De uden Om-
stændigheder opstiller en i et Blad refereretAn-
skuelse som Bladets egen, for derved at faa An-
ledning til at dømme og mistænkeliggjøre det
overfor den lee-sende Almenhed, —- allerede dette
er en Fremfærd, som ligger langt udenfor Gren-
serne af god Bladskik. Men naar De, paa samme
løse Grundlag, udslynger mod Bladet en saa grov
Stempling som den, der ligger i Udtrykket ,,Anti-
kristus«, saa har De endogsaa, saavidt jeg skjønner,
overskredet Grænserne for det juridisk tilladelige.
»Antikristus« er, ialfald i en Teologs Mund,
det frygteligste Jnvektiv, som overhoved kan komme
i Brug. Det er mer end et Jnvektiv, det er et
Anathema, en Forbandelse. Thi hvad er Antikri-
stus? Antikristus er Satan, der sætter sig i Guds
Sted; han er det Dæmoniske i dets uhyggeligste,
mest blasfemiske, mest for-dømte Aabenbarelse.
Jeg skal ikke sagsvge Dem. Der-til er Deres
Stempling altfor latterlig grundløs, og ethvertMen-
neske, hvis Dom for mig kan have den mindste
Vægt, vil uden Domstolenes Hjælp vide at vurdere
Deres»Færd efter Fortjeneste. Men jeg vil have
Dem mindet om, at hellerikke Prestekjoleir i vore
Dage fritager for almindeligt menneskeligt og jour-
nalistisk Ansvar, og jeg vil have Dem mindet om,
at man ikke i vor Tid tror i Taushed at burde
modtage Ukvemsord og Forbaudelser, selv naar de
udtales av viede Mænd, i Jesu Navn og med fol-
dede Hænder-.
« Derfor sender jeg Dem dette-« -
Dagen er Storthingsmann fraa Nordlands
Fylke A. K. Seljeli-d, 48 Aar gl., ein rettlynd,
frilynd og hcev Mann, som baade Thinget og Fylket
vil koma, til aa sakna. Den Sjukdomen (iBringa),
som han bar paa i dei tvo siste Aari, fekk han her
iKristiania. Siste Sumar sokte han Hjelp ved
Grefsens Bad, men utan Nytte. ——J Staden hans
Og han vaks og vaks, og vart fælare og fælare,
og han. hadde lange Armar, som kraup og tvygde
seg uppetter Golvet, nærare og nærare, og vilde
faa Tak i Foten hans . . . Dynjing og Dunder
gjekk gjenom Romet, liksom dei spikrad Loket paa-
ei Kista . . ,,Vik burt, du vonde Aandl« skreik
Presten i Daudrædsla, ,,denne Mannen hev gjevet
seg Gud i—·Valdl« ——
Eit villtRop som av eitKvende hoyrdest fraa
Jnngangsdvri, og hastande, uvisse Stig inn gjenom.
,,Eg vil —l J denne Stundi vil eg vera hjaa
honom! Meg kann den Vonde taka, ikkje honom!"
ropad det, og tvo Kvinnur trengde seg fram mot
Altaren. Den eine var Gunhild, fæl aasjaa, blaa-
bleik yver sine hole Kinnar, Haaret graanande fram-
yver tvo store blodsprengde Augoz den andre var
Anna, som studde henne uppe, daa ho var for
veik til aa ganga aaleine. Med eit Andlit, som
stod stivt av Rædsla. og Augo, som stakk fram som
tvo Gldteinar, rette Presten Kalken og Boki fram
imot dei, lyste og sorbannad, so det gjekk svart um dei.
,,Vik burt, de Djevlar i Kvendehaml« Og deisekk
ikkje koma fram til Vaard. Daa kvakk Gunhild styggt,
seig halvt attende og studde seg tungt mot Anna-
Men Anna kunde ikkje meir. Ho lagde henne var-
legt ned, lagde seg sjølv paa Kne med Sida av
henne og tok til aa lesa Fadervaar, — halvti
Ørska, halvt i den Tanken aa visa Presten, at dei
var Folk og ikkje Skrymt! Daa vartPresten stan-
dande som handfallen. Han vart skamfull og glad
paa same Tid. Daa Anna kom til den Zdje Bøn,
tok Klokka til aa slaa tolv. Og daa Fadervaaret
var slutt, fall siste Slaget. Midaottstundivar»yver.
Presten drog ein djup Sukk, studde seg skjelvande
til Altarbordet og turkad Sveitten av Pannen.
,,Frelstl« ropad han.— Baand krabbad fram paa
Knei og treiv Henderne hans —: ,,Takk! Gud
æveleg lvne deg fyr dettal« —
Det gav ein Rykk i Gunhild. Ho rette seg
upp: ,,Frelst —?« ropad ho jublande. ,,So Gud
vere Lov og evig Takkl« Ho seig tungt attende.
Daa Vaard kom fram til henne, var ho sloknad. — —
Dei tvo unge laag paa Kne uppyver henne;
Presten stod bak dei med Ljos. Og han sagde:
,,Maatte Moeri no gjeva si Sjæl i Staden fyr
Barnet? Me veit ikkje. Men Guds Domar er
alle rettvise; honom vere Pris og Æra. Amenl»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
