Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
v
4de September 1880.
Jedraheimeu.
1453
Dengang var netop Folkemelodien brudt ind i
Musiken. det dernotratiske ogsaa der ind i det ari-
stokratiske» det nationale ind idet abstrakte, det
individnelle ind i det idealt-formelle. Det er vor
Akre og vor Bestemmelse, at det var da, vt
kottt med.
Naar matt taler tned de ældre — jeg var selv
et Barn dengang — om da de saa den uorske
Fijcevipeskikkelsa sont plttdseligstod frent — ikke
lavt —— nei, paa Verdens hojeste Steder, ·hos dens
Keisere og Kongen paa Millionstcedernes»store Ope-
rascener og spillede med en vild Kraft jotn alene
en Mattd havde havt før ham, mett font hos Ole
Vnll var egenartet, var inderligere, var norsk; naar
de læste om, at han stod og sang ud af sin Violin
norske Folkemelodier og folte at Folkenes Sjæl
havde blandet sig med vor, mens de fremmede lo
og græd og bag havt fkinttede vort Folk og vort
naturskjonne Land ..... da forstaar man den
Forjættelse, den Sikkerhed, den Tro,-dett Stolthed,
han vakte—— hatt først — i det norske Frihedsliv·
Henrik Wergelattd giver det Udtryk, naar han lar
Norge synge til Ole Ball:
O, vattt til Sonners Verdensrt),
ntit Øie funkler op vatr nh.
.Drag hen, min Sort, dett samme Lyst
har rort sig i Diti Moders Bryst-
Jeg ogsaa digtet har engatnt
Heimskringlas Litt, det er min Sang.
Jeg skrev min egett Spotter-,
hver Helt var deri eit Ide.
Op til mit Hjerte gyldenblaa
deit store lSaltets Hartte laa.
Da han kattt hjent fra de forste Toss, — bare
at se ham var en Fest. Da hatt spillede de to-
nende Eventyr, som mait skamfuld havde gjemt i
sin Varneerindring, men sont nu havde gjort Lykke
hos Keisetse og Kongen da følte den daværende
Slægt sig paa Tilværelsens høieste Hojde; Ole Bnll
blev det første og storste Festoieblik i dette Folks
Liv-. han gav os Selvtillid,—— det største som dett
Gang kunde gives os.
Dette er Ole Bnlls udodelige Ære, dette er
den væsentligste Gjerning i hans Liv.
Vil man maale et Indtryks Dtjbde, saa gaa-til
dets Udtryk i Literatnren. Læs Welhavens Digt
til Ole Bttll fra denne Tid. Enhver, som kjender
lidt til dett ettropteiske Literatur, betænker sig
ikke paa at sige, at det hører til det skjønneste i
lyrisk Poesi.
Hvorledes blev det netop han, som kont til at
gjøre dette? Hatt var fodt af en musikalsk Slægt,
men det vilde ikke have gjort det, hvis ikke Fæ-
drelandskjeerligheden her havde havt en tændende
Evne. ’Hans forste Barneleg faldt i Krigetts Tid
for vor Selvstændighed, hans Barnerost var med
at rope de første Hnrra for vor unge Frihed, og
da han var Yngling — jeg ved det specielt —,da
sang hans Violitt med sitt brede, gt·censeløse Jubel
vore første Nattonalsange oppe paa Hettrik Werge-
lands Studenterhybel, og blev Ouverturen til dett-
nes landsbetnkgende Stjttetide-Mai Begeistring
Fra disse Stetnnittger reiste Ole Bttll ud.
Feedrelandskjcerligheden var den skabende Kraft
i hans Liv. Naar han oprettede det norske Thea-
ter, naar han ogsaa ellers støttede norsk Kunst,
naar han hjalp det nationale Museum, naar hans
mægtige Violitt sang for andre patriotiske Oietttt«d,
naar han overalt, hvor han kont hen, hjalp Lands-
mænd og andre, sont trængte, saa skede det ikke
saa meget for Sagetis eller Personens egen Skyld
som til Norges Forherligelse· Hatt følte sig altid
som vor Repræfentant. ij syntes han, det træng-
tes ——— det var ude eller hjemme — at træde op
som »Ole OlsenViol, norsk Nordmand fra Norge",
han forsomte det aldrig. Hans Fædrelandskjær-
lighed havde noget naivt, noget skinshgt ved sig;
de Tiders maatte blive faa. Men det var noget
for as, at vor «fineste« Mand, der kom fra Omv-
pas aandfuldeste Saloner, kunde og vilde gaa Arm
i Arm med vore tarvelige norsknorske Vegyttdelser,
der var endnu mindre ,,fine« den Gang end nu.
Det ligger i Sagens Natur, at det begyndende
aldrig er fornemt; dette blir det først, naar det
er færdigt og anerkjendt af alle; men da er det i
Regelett ogsaa forbi med det.
Detttte dybe Trofasthed i Ole Bulls Natur,
gjennem al hatts Ustadighed, mod det, som vat—
overensstennnende med hans Natur. har gjort ham
folkekjtrr; med andre Ord, det er hans Fædrelands-
kjærlighed, som har gjort det.
Ligesom med HenrikWergeland Hatt og Hert-
rik Wergelitttd var jevnaldrende og jevnlige. Dett
ene svarte til den anden, som Skogens Sang
svarer til Markens Vaar, eller som Vestlandets
Httv, Skjær, ttrolige Fjeldgrupper» korte Lysglimt
i Lierne, det ustadige Stifte af Lys og Skygge
svarer til Oftlandets Skogaaser, store, rige Laud-
skab med Mjosens Straalefladederi. Deri ene var
Vestlandets blaa Gut med dets havsalte Humor,
dett ustadige Vikingeaand; den anden var Østlandets
Graagnt; vistnok var der ogsaa vestlandsk Blod
i Henrik Wergeland; men han havde Aandsfarve
af det store. milde vidtskuende i et østlandsk Land-
skab med Fjeld i det Fjerne.
Naar Ole Bttll talte om. sin Kunst, pleiede
han at fortelle, at han havde lært at »synge« af
Jtalienerne; dette var ntvilsonttz Sangens ydre
Forttt var lært der; men selve Evttett og Farverne
var fra Sjælen i vor Sjæl, dens umiddelbareste
Bud Folkevisett, saaledes sont Fredrelandskjærligheden
havde opglodet den for Ole Vulls Sans. Ett
ældre Verdenskttnstner har sagt til mig: »Feilene
ved Ole Vttlls Spil et· tnærkbarere nu, da han blir
ældre; men ingett Kunstner i vor Samtid har
eiet Ole Bulls poetiske Kraft, som han i sine op-
lagte Øieblikke har spillet en Melodi, er dett aldrig «
Jeg tænker, at enhver af,
blevet spillet bedre«.
Aattd, som har hørt ham, siger detssamme
Man har klaget over, at Ole Bttll ikke har
efterladt sig større tnusikalske Værket-. Dette er
ubilligt. Dett, der saa helt som hatt kunde hen-
fore i Øieblikket, kan ikke mere; de Betingelser,
som skaber den ene Evne, udelukker den anden, netop
størst, hvor Evnen er størst.
Men det var noget for os den Gang — og
det er altid noget for et lidet Folk —- at have en
første Rangs Mand iblandt sig. · Det gav den
umiddelbare Forstaaelse af det store, det forlængede
vore Maal for, hvad den menneskelige Evne kan,
det ogede Kappestridens Kraft — og det over alle
Strog.
Lad os ved denne, den største Grav udsige
et «Æsre være!« over alle de banebrhdende Kunst-
nere iblandt os, som ikke alene har skabt Efter-
følgere i sit Fag, men skabt Ærgjerrighed, Kappe-
lyst, Glæde i Tilvierelfett overalt; dette oger dett
moralske og intellektuelle Arbeidsevne, — det største
Legat, som kan efterlades
Jeg husker havt helst i de store bergenske
Shttende-MaiFesttog; thi han var et Festtog, han
alene, majestætisk fortryllende-, som han gik der,
saaledes at bare en Hatntdbeviegelse, et Blik over-
gjod den med Feststemning, font fik det.
Saaledes Arm i Arm med hele vor nationale
Bevægelse, adlende den, vptagende i sitt Kjterligljed
det største med det mindste, adlettde det, — dette
var hans Liv, var Trofastheden i det. »
Ett saadan Fædrelandskjærlighed lvnner den,
som har dett, med Undere. Da jeg læste om, at
han, som hvert Aar vilde hjem med Trækf·uglene
til vor Sommer, ogsaa vilde det iaar, og at
Fædrelandskjærligheden formaaede at bære ham
hjem trods den store Afstatid» Lægers Modsigelse
og Hindringer, saa tænkte jeg paa Hettt«ik Werge-
lauds Ord til Robert Major:
»F·orst did og saa til lHimlen vilde
deri gamle graa Republikan«·
Hatts Øie vilde otnsatme det Land, han elskede,
for det brast. Denne Trofasthed i Ole Vull skal
vi lvnne med Trofasthed Jeg for min Del siger
tilbage: Jetj vil være trofast mod Ole Ball.
Landsmænd, lad os ikke gaa herifra uden at
have takket hende, som gjorde, hvad et helt Folk
skulde have gjort. men som et saadant saadan-
skelig kan, selv om det vil, —— aabnede hans Alder-
dom et Hjem i Skjønhed og Hygge, og fulgte hans
Liv i tttriettelig Opofrelse· J sine barnlige, gode
Stnttder kunde han tale til os, hatts Venner, i
rørt-ude Taknemmelighed mod hende, det katt vi
vidne.
Et er det sikkert, at vi idag begraver med
ham selv, det er hans Feil. Er der noget, sont
katt vidne om det godes Overlegetthed over det onde
iMenneskehedens Natur, saa er det, at strax Dødett
træder til, falder den Forstaaelse over Livet, som
siger, at Feiletie og Fortrinnene havde Sammen-
hæng Kjærlighedett, som alene eier alle Hemme-
skrive Trugsmaalslireve til Mairen; della fliebbi-
anne—skulda Barricinitmne for det og nntvendt.
Trugsmaal vart fkifte paa baae Sidur, og Retten
visstcs ikkje, kor han skulde finne Brotsmennenne.
·— Daa Sukerne stod slik, var det, at Oberst
Ghilsneeio vart drepen. Her er Hendinganne so-
leids som dei stend i Rettsbokenne: I Kveldingi
Zdre August, 18.. hottrde Kona Madeleine Pietri,
som gjekk med Korn til Pietranera, tvo Skot
like etter kvarandre; Smellen stmtest koma fraa
Holvegen, som for-de til Landslmen, og kringunt
halvanna lntndra Steg fraa dett Staden, bo stod
paa. Mest i satne Blinken saag ho ein Mana,
sont hnka seg ned ozj rende langs etter eiit Stitj
millontBinberge og stvrdemotLandsbven Denne
Mannen ftatttneit Graad og snudde seg; men det
var·to langt ifraa, at Mor Pietri kunde ikkje skilja
Attlitsdragtx ogdertil heldt han i Mnnnen eit
Pmblad som dgkkte mest heilesAnlite lsIan gjorde
eit Teikn med paandi til einkvar, som Vitne ikkje
saag: to kvarv han bnrt millont Vinbergi.
Mor Pietri leet Bvrdi si liggje, sprang hurt-
ettett Stigen alt det ho kunde og fann Oberst
dellajliebbia vverskvld med Blod, gjenomskoten av
tvo Kulnr, men endtm attdande. « Ræk ved han
laakt Borja hans, ladd og med Haven spennt, lik-
som han hadde viljtt verja setj mot ein. sont sokte
paa honom traniantil, daa han vart raaka attantiL
Brtnga gjekk tungt paa han; han drogst med
Datiden og kunde ikke faa sram eit Ord; kajaranne
sae det kom feg av, at Skoti hadde gjengje gjettom
Lungtr Blode" strvypte honom; det rann seittt og
sont eit rattdt Skum. Faafengt lvftti Mor Pietri
han npp og gjorde vmse Spursmaal til han. Ho
faag godt, at han vilde tale, men han fekk det
ikkje til, fo detvart skynande.
stroeva aa faa Haandi ned i Lttnta, og skttttda feg
daaaa draga npp or den ei litiTeikuebok, som ho
slog upp og gav han. Dett særde tok Blyanten
og provde aa skriva. J Rohndi saag Vitne og,
at hatt med stor Moda skreiv fleire Bokstavar;
men daa ho ikkje kunde lefa, skhna ho ikkje, kvtt
dei thdde. Oberstett vart magtstolen reint ved dette
Jtake og lae Teikneboki i Haandi aatMor Piett·i.
So fata han Haandi hennar med Kraft og faag
paa henne med ei underleg Mine, som han vilde
segja — fo fortalde Villie sjkllv —: «Det er vigtigt;
det er Namne aat Mordaren min.»
DattNtor Pietri kom inn i Landsbyen, motte
! ho Mairem Hr-. Barricini med Soven hans, Vin-
centello. Det var daa mest Natt alt. Ho for-
talde det, ho hadde fet. Mairen treiv Teikneboki,
spraan inn i Kontore for aa taka patr feg
Embtrttesfkjcerf og ropa paa Skrivarkaren og
Politie. Daa Mor Pietri vart standattde eistttall
med den unge Vincentello, foreslog ho aa faa i
Hjelp aat Obersten, unt han endaa skulde leva;
men Vincentello svara, at ttm han vilde nær-ma
seg til ein Matttt, sont hadde vore ein fvoren
Fiettde av Ætti hans, so vilde Folk tru, at han
Ho merka, at hans
var Mordaren Litt ettet— kom Mairett til, fann
Obersten daaen, leet Like fare burt og forde alt
til Protokols
Endaa Hi-. Barricitti fyntest vera heilt for-
stokkt, som eitt maatte vente ved eit flikt Tilfelle,·
hadde han hasta med aa faa Teikneboki aat Oberstett
forsegla og med aa faa i Gang alle dei :)tanfak-
ningar, sont stod i hans Magt; men ingen Ting
av Vith kom for Dagen. » «
Daa Underfokjingsdomaren tom, vart Takne-
boki opna, og paa eit Blad, tilsntttrt med Blod,
saag dei nokre Bokstavar, skrivne med sviktande
Haand, men likevel lett lefande. Der stod:
Agosti . . ., og Domaren tvila ikkje um, at
Oberstett hadde vilja merkje ut Agostini som Mor-
daren· Men Columba, som var kalla frant av
Domarett, kravde aa faa underkaje Teikneboki.
Ho bladde lettgje i Boli; so rette ho Haandi ntot
Mairetr og roptt: «Der er Mordarenl» Merkjeleg
gllsggt og klaart fortalde ho, endaa so sanselaus
ho var av Sorg, at Far hennar faae Dagar’ "ft)re-
aat hadde fengje eit Brev fraa Son sin, hadde
brennt det, men fhst skrive Bttstaden hans Orso.
inn i Teikneboki med Blhant, daa Sorten skulde
skifte Garnison No var ikkje Adressen aa finne
i Teikneboki, og Columba slutta daa, at Mairen
hadde rive utdet Blade, og det skulde vera same
Blade, sont Far hennar hadde skrive Mordar-
natnne paa. Domaren saag i thttdi, at det
vanta eit Blad i det Heste, sotn Natnne var skrive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
