Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18 igj
- Minoriteten;
*nordenfjeldske Mellemrigsbane gjennem
29de Januar 1881.
Fedraheimen.
11
sSamfundet*
heiter eit litet godt Blad; det er ser-
skilt meint paa aa vera eit Årbeidar-
blad, og er styrt av Andreas Hølaas.
I Nummeret sitt for 18de Januar skriv
det eit Stykkje um dei norske liberale,
som me i ymse Maatar maa vera med
paa, men som me i andre Maatar sy-
nest er nokot sterkt og ikkje fullt rett-
ferdigt. Me tek inn Stykket i Utdrag.
”Bagstræverne ved, at Enighed
gjør sterk, og de gjør dybe Greb i
Pungen for at fremme sine Planer.
Hos de Liberale er derimod liden Of-
fervillighed, stor Mangel paa Almen-
aand, stor Letsindighed og aandelig
Uvederhettighed. . .
De Liberale. som kalder sig Frem-
skridtsmend. har drevet meget faa Frem-
skridt igjennem. De har ikke fordrevet
det ufolkelige Ministerium, de kar ikke
kunnet komme til Enighed om at ud-
vide Stemmeretten, de har ikke ind-
ført Juryinstitusjonen, de har ikke sat
Bestillingsmændene paa lige Fod med
Embedsmændene 1 Livsvilkaar og hel
ler ikke med Hensyn til at sikre deres
Uafhængighed, de har ikke ophærvet
Statskirken og ikke frigjort Skolen for
Prestevældet;, de har ikke ophævet det
gamle - Krigsartikelbrev. som aabner
let: Adgang for vore Militærautoriteter
til at fan vore bedste og mest fædre-
landssindede og lovlydige Rekruter
idømte Straf af langvarigt ensomt
Fængsel for Handlinger, som den
almindelige Mening giver sit fulde Bi-
fald og endog 1 høi Grad paaskjønner,
de har heller ikke ophævet den barba-
riske Vand- og Brødstraf, som ingen
svensk Mand underkastes. uden 1 Til-
fælde af Uformuenhed til at betale en
Pengebod, og da kun for et kort Tids-
run; men derimod har vore Liberale
bygget store og kostbare Fængsler,
ofte tlere i hvert Amt, forøget Konge-
og Embedsmændslønningerne, paalagt
høi Told paa de vigtigste Livsfornø-
denheder, men ophævet eller reduceret
til et Lavmaal Tolden paa udenland-
ske Industrifrembringelser osv. Vidner
ikke det om en Sorgløshed og Letsin-
dighed som ikke er bifaldsværdig?
De Liberale har havt en Høvding
som har kjæmpet for dem, gjort det
hele Land store Velgjerninger, og dem
usigelige Tjenester. forøget deres Magt
og Indflydelse i den Grad at de vilde
være almægtige i den indenrigske Po-
litik. om de holdt sammen; men de
har ikke støttet ham synderligt. hverken
ved at lytte til hans erfarne Raad og
hans kyndige Argumentasjon eller ved
at fri ham for trykkende Næringssor-
ger; han kjæmpede saaledes for Jury,
men der var ikke i Norges Storthing
mange nok som sluttede sig til ham:
han gjorde sit yderste for at faa lagt
Stambanen* mellem det Sønden- og
Nordenfjeldske over Kvikne, den kor-
teste Vei, men hau blev staaende 1
han vilde lægge den
Verdalen, gjennem Strøg, hvor der bor
Folk, for at denne kostbare Bane kunde
komme Landets Indbyggere 1 det Hele
ikke blot Trondhjems By, til Nytte; det
hjalp ikke; — han lagde al sin person-
lige Kraft ind i et Forsøg paa at faa
Merakerbanen lagt paa Nordsiden at
Stjørdalselven; men de mange, som
havde modtaget Hjelp af ham. og som
har erkjendt, at de i denne Sag idet-
mindste ikke var istand til at opgjøre
sig en personlig grundet Mening, støt-
tede ved Stemmegivningen Autoriteterne
som havde sat sig i Hovedet, at det
folketomme Strøg paa klvens Sydside
med sin Blaalere skulde være fordel-
agtigere; ja. vi kunde gjennemgaa
Sverdrups offentlige Liv lige fra 1851
til 1880, og fra hver eneste Sessjon
paavise, at Meningsfeller. ret som det
| var, svigtede ham og lod ham staa i
Minoriteten, til Glæde for ”Morgenbla-
det”, som endda kaldte disse selv-
stendige Mænd Stemmemaskiner.
Hvor finder man ellers ude i Verden
saadan Selvstændighed? Dersom der
til det franske Deputeretkammer er
valgt 318 Mænd paa det samme Pro-
gram som Gambetta, saa støtter alle
317 Kammerets Formand i. enhver
Votering, idet de for at fremme det
vigtigere opgiver det mindre vigtige;
det er praktisk Politik; men den nor-
ske Politik er upraktisk, lammende
for Føreren, demoraliserende for de
Menige, tankeløs. Vidner ikke det om
Mangel paa aandelig Vederheftighed?
Og ser man nogensinde Reaktionære
forholde sig paa denne Maade? De
stemmer efter sin Overbevisning, som
er den, at Regjeringen maa støttes, og
da Stang var i Pengenød, skjød de
straks sammen 30.000 Spd. Vi kunde
blive ved og skrive mange Årk om
dette Emne; men vort Blad har liden
Plads og enhver Læser kan tænke sig
Resten af, hvad vi vilde have sagt,
om vi havde raadet over Rummet 1 et
Dagblad”.
”Samfundet?” sluttar med nokre
Ord um. at me lyt takka for ”hvad
de norske Bønder har gjort medi det
sidste” (i Vetosaki), og Bladet meiner,
at dei, imindsto i nærmaste Framtidi
”vil komme til at. gjøre Fædrelandet
væsentlige Tjenester;” likevæl meiner
det, ”at Fremskridtsmendene ikke 1
Længden kan stole fuldt og helt paa
Bønderne”. Dette hev ”Samfundet”
inkje Rett til aa segja. Det kann vera
smaatt Stell med Liberalismen, men
Sanningi er, at dei Framsteg me i
dei seinste Tiaar hev gjort, hev me
fyrst og fremst Bønderne aa takka
for. I denne Tid hev dei voret dei
einaste, som hev flokkat seg um den
liberale Tanken og i dei store Saker
fylgt Sverdrup. Dei burde hava gjort
det betre, 1 det hev ”Samfundet” Rett,
men negtast kan det inkje, at dei hev
voret vaare Framstegsmenner. Det hev
fyrr av Bjørnstjerne Bjørnson voret
spaatt, at ”naar Bonden vaknar, so
raknar han til Reaktion.” Men det
viste seg den Gongen, at Bonden inkje
vilde ganga Bakstrævsvegen i Samband
med Hoff og Kongemagt. Bjørnson
hev sjølve sagt, at etter 9de Juni
1880 hev ein inkje lenger Grunn til
aa ottast for slikt, me kann helder
inkje skyna, at Bonden heretterdags,
naar hans Kunskap veks og hans og
Liberalismens Soga i Norig hev Tiaar
paa Tiaars Samband aa sjaa attende paa,
og soleids dei politiske Traditionarne
hjaa Bonden vil draga mot Framstigsar-
beidet — at han daa skulde kjenna
seg meir hugad en no til aa slaa Lag
med Bakstrævet.
I det ”Samfundet” ankar yver, at
dei liberale hev gjort og inkje gjort,
hey Bladet helder inkje full Rett. Det
gløymer soleids reint av det folkelege
Loggjevingsarbeidet, som dei hev fen-
get i Stand, t. D. Auktionslogi, 30
Dalars-logi, Aastedsforlikelseskommi-
særlogi. Logi um Forlikelseskommisjo-
nens Domsrett i smaa Skuldsaker. um
høgre Skulelærarløn, um Amtsskular
o. fl. Hev dei inkje fenget Vats- og
Braudstraffi ut or Logi, so lyt me
hugsa paa at dette Spursmaalet er
under Ordskifte enno heile Heimen
yver. og at dei imindsto fekk ein av
dei mest ”barbariske” Virkningarne
burt, daa dei logsette at Straffangen
og skulde hava Salt i Braudet. —Lik-
eins lyt ein inkje gløyma, at den gamle
dyre Sportelløningi hev Bonden og dei
liberale tynt. Dei store og dyre Feng-
sler hev helder inkje dei liberale bygt;
dei skriv seg fraa Tider. daa Enbætts-
partiet hadde Fleirtal i Storthinget.
Men ”Samfundet” hev Rett. naar det
ankar yver, at dei liberale hev voret
veike i Striden mot Ministeriet, at dei
inkje hev voret iduge 1 Framstigsar-
beidet og framfor alt 1 at dei inkje
hev gjevet sin store Førar, Johan
Sverdrup den Studnad, han — politisk
og personleg — økonomisk — hev Krav
paa.
Brevsending ti gFedraheimené.
(Jon Lie.)
Koss liver Folk i Telemarken?
Du spyre, kjære Redaktør.
Me liver som me kann og bör, —
i Fred som Noas Dyr i Arken.
Men eit me finn uhyggjeleg,
Å kvor å ein lyt spyrja seg:
Når tryte denni Synde-Floumen,
Den Folke- å Regjerings-Stroumen,
Som *kring kon bryt i höge Bylgjur,
So mi for Live mest lyt kave;
Mi gla-e gav kons Stas og Sylgjur
Ti den, som stöype kunn” ein Gud,
som fekk kon frå Ægypten ut,
Å trygt igjenom raue Have
Ti ”Fredens” logne Kanaan.
Men hori fin me denne Mann?
— ein trufast Mann, som ingen Skjelm er?
Du leitar saart, dæ æ nok sant; —
Men eit eg segjer greidt og grant:
— Me trur på Gud, men ei på Selmer.
Mi veit nokk de hev kam” i Rop
At mi ska lat” konn umatt” döype,
Tru paa de absolute Veto,
(Då Mor de höyrde, jamen gret ho!)
Å mange fere mæ å stöype
Ti Dömes: tvenne Land ihop, —
Å so skull mi kring detti danse
Å pent den nye Guden kranse!
Men denni Tru å denni Gud
Ei törer konn av Krigen ut,
Men held just Striden gangande
— um ikkje just mæ Bly å Krut —;
For hellest blei han hangande
Som Bukk i Busken ette Honni
Ti Spe å Spott fyr Landsens-Bonni.
Men trass i all den såre Stri,
So ventar mi ei nye Ti,
Å bur oss ti dei nye Val,
Då Domen fell — ein Dom i Tal.
So skri de fram — endå læ sant,
De felle noko trongt ibiandt
For Livemåten å for Hugen.
Men detti bare styrkjer Dugen
Å Arbeis-Kraft fyr Hus å Grenn,
Å skaper sterke, trauste Menn.
Den fælles Faren, alle kjenner,
Gjer fleir å fleire nå ti Venner.
So fleir å fleire Dag for Dag
Seg sluttar ti den goe Sak,
Å um de fulltut norske Flak.
Frihuga Telarne va jamt,
So langt som mi frå Soga veit.
Dæ" sagt um konn som noko leidt:
At Bratsberg æ bå vidt å breidt
De verste radikale Amt.
Men neimen æ de inki sannt!
De hev mi synt å syne grant:
At mi æ heilt konservative.
I gomol, ærleg Tru vil live;
Grunloven alli slepper mi,
Å s0 kons gode, gamle Bibel,
Trass kot den Lærde på sin Hybel
Kan ville gjera Boki ti!
Nå ja, mi hev lit Pietisme,
Tom trur si eigi Katekisme
Langt meir hell Biblens klåre Or;
Dei trur på Gud, meir på ”Forklaringi:"
Mot den Vorherri æ *ki stor,
Å all den andre Åpenbaringi!
Mi hellest ser vår Pietisme
Bli anten ”Indifferentisme”,
Hell å ho folkar seg, fær Vit,
Å syuer kon mæ svart på kvitt,
Som endå bæri uti Live,
At den ei etisk Magt kan blive.
Som lyfte kann or Råskap, Synd,
Å tala Livsens Or mæ Fynd,
Å hjelpe Live fram ti Blöming, –
Um ho blei fri fyr elsklaus Döming.
I ”Folkeskulen” æ mi gla-e,
For den mi Dynni lete upp.
At Ålmugskulen stend i Sta-e,
Å ”Pugingi” kann ete upp,
De tikjest Fleire skynne klart,
Å mange strævar viktig sårt
I dette Stell å få Forandring, Ea
Trass al Forkjettring, Skrål å Klandring.
Her fleire Sta" hev kåm” 1 Lag
Fri Diskussjon å ”Foredrag,”
Å mange likar detti gott.
Men stundom möter dette Spott,
Helst frå dei ”danna” å dei ”fine”,
som vande æ at ”Bonden” grine.
Som nevnt her titt æ knapt å trångt,
Få Tak i Pæning gjenge vrångt,
So mange panta bli tyr Skatten.
Å Formanskapi; kan du tru,
Kvor Skjelling mangei Gång må sm
Fyr dei ’n slepper; ja misæl,
Dei tenkjer, som æ gott å væl:
Fysst ’n æ gjængen, tak so att ’n!
De gjeng på Håndi å i Munnen.
Fyr Pening-Saki få i Sving,
Dei legge Skatt på alle Ting
Frå Bayer-Øl å ne ti Hundar.
Ja visst, dei nöyes ti i Grunnen,
Fyrst Pening-Taska jamt æ tom
De gjeve ’ki for "Hensyn? Rom.
Mi derfyr audmjukt tek ti Hatten
Å sukkar: tung æ Hunde-Skatten,
Men jamen lyt mi tol’n ou,
Hell? å slå Hunden okkons dou.
Tru dei vill bare skåne Katten !!
Og so, Herr Redaktör, liv væl,
Nokk for i Dag. Ver heil og sæl!
Prof. Aschehoug fyrr og no.
I 1869 sagde Prof. Aschehoug un-
der Forhandlingarne um aarlege Stor-
thing:
”Vor Grundlov har tillagt Stor-
thinget overordentlige Prærogativer.
Storthinget har en beskattende Myn-
dighed. hyis eneste Indskrænkning
det er, at den kun kan gjøres gjæl-
dende for 3 Aarad Gangen. Grund-
loven har fremdelestillagt Stor-
thingeten bevilgende Myndighed.
der er ligesaa ubunden* (altso inkje Veto
i Bevillingssaker !), "en bevilgende Myn-
dighed, hvorved Storthinget kan ga
til hvilkensomhelst Detalj og speciti-
sere sine bevilgninger, saa der kan
blive en særskilt Regel for Anvendel-
sen af hver enkelt Spd. Derigjennem
har Storthinget det i sin Magt at
binde Regjeringens Hænder under Ud-
øvelsen at NStyrelsen. saa langt som
Thinget selv finder for godt. -Stor-
thinget har en lovgivende Myndighed
af en ganske særegen beskatfen-
hed* sammenlignet med, hvad der
haves 1 andre Lande, idet den ikke
blot omfatter hver enkelt Gjen-
stand, som ei er undtagen, men
endog kan gjøres gjældende mod
Kongens Veto”. (Altso: naar Grunn-
logi ikkje med reine Ord segjer, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
