- Project Runeberg -  Fedraheimen. Eit Blad aat det norske Folket / 5:e Aargang. 1881 /
59

(1877-1891)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

9de April 1881.

) Fedraheimen.

59

Grundloysforandringer intet Veto skulde
have. Om hvad Forslagsstillerens Me-
ning var, raader der da ingen Tvil. Men
saa uheldigt stiller Sagen sig for Veto-
mændene, at selve Kristian Magnus Fal-
sens Bestemmelse af. det repræsentative
Kongedømmes Væsen og Natur forby-
der, at Kongen, som Reglerne i $ 112
engang er ansatte, kan have nogetsom-
helst Veto.

Hvad var, efter Falsens konstitutio-
nelle. Opfatning, Tanken med Kongens
Andel i den lovgivende Magt? Den
skrev sig ikke fra nogen Kongen na-
furlig tilkommende Ret. Al Magt var
fra Folket. Falsen er den første i dette
Land, der har kaldt Kongen den øyer-
ste Embedsmand, men han bruger dette
Udtryk uden Omsyøb. Naar der da
alligevel blev tillagt Kongen en vis
Andel i Lovgivningssager mod eller ved
Siden af. Folkets Repræsentanter, saa er
dette begrundet i selve det repræsenta-
tive System. Repræsentanterne repræ-
senterer Folket, men er ikke Folket.
Folket har overdraget dem sin Magt,
og for at Repræsentationen ikke 1 noget
Tilfælde skal kunne benytte sig af denne
Overdragelse af Magten til at vende sin
My ndighed mod Folket selv, er det
over draget Kongen at kunne sige Nei til

’ en Beslutning, indtil denne ved Valgene
er gaaet ind under «Folkets egen Afgjø-
relse. — Det er altsaa mod Repræsenta-
tionen, men ikke mod Folket eller Ur-
vælgerne, Kongen kan anvende sit Veto.

Efter Kristian Magnus Falsens Grund-
sætning, skulde Kongens Veto være en

Sikkerhed for Vælgerne mod urigtig
Brug af den Magt, de ikke selv kunde
benytte, men maatte overgive til Andre.
Men derfor bliver Kongens Veto uan-
veudeligt, naar Forslagene til Grund-
loysforandringer har været Vælgerne
forelagt inden Valgene, saa disse er fore-
taget paa dem. I det Tilfælde bliver
nemlig AÅnyendelsen af Kongens Veto
en Protest, ikke mod Repræsentationens
Afgjørelse, men mod Vælgernes Afgjø-
relse, hvilket er uforeneligt med den
Hensigt, der ligger til Gr dad for Kon-
«ens "Andel i den lovgivende Magt.

Pr en Sag, som for Gro

dringer bestemt; direkte forelægges Væl-

gerne, er med det samme Kongens Ind-

blanding umuliggjort: thi Opposition fra

hane AG de vilde kun fjerne ham fra
hans egen Magtkilde. I almindelige

Lovsager henviser det suspensive Vea
Sagen til Vælgernes Afojørelse i Til-
fælde af Tvilsmaal om Forslagets Gavn-
lighed. I Grundlovssager derimod af-
gjør Vælgerne Sagen paa første Haand
selv.”

Por Friheden, ’En Troendes Ord’, af
R. d. Lamennais. Paa Norsk ved
Søren Jaabæk, Bonde”. Kristiania,

forlagt af M. Askeland (Møllergata
No. 18). Pris 80 Øre.

Lamennais var ein frausk Prest og
Bokskrivar, namngjeten yver heile Hei-
men. - Han var fyrst med i det store
Bakstrævet, som var uppe i Europa i
den fyrste Tidi av dette Aarhundradet,
og han stod i so Maate jamsides med
Victor Hugo, som og byrjad som Kongs-
mann (*"Legitimist*) og Romantiker.
Men so store og sterke Aander kunde
"ikkje lengje verta liggjande i ufrie
Tankar, Dei gjekk etterkvart yver til
Fristatstanken og til Framstiget i det
heile. Baade Skalden Hugo og Pre-
sten Lamennais vart med dei djervaste
Fridomsmennerne, Europa hev aatt.

Det er eit makalaust godt Paafund
av Søren Jaabæk, at han hev innført
"En Troendes Ord* av Lamennais i
den norske Bokheimen. —Det-er ei
Bok, som Ein ikkje kann segja *berre
riv ned;* ho er snarare beintfram

uppbyggjeleg. men samstundes heilt
ut frilyndt, ærlegt frilyndt. Det er
ei sann Folkebok. Kor godt ho er
skrivi — og umsett — kann Ein sjaa
av det Stykket, me her tek inn:
Frihedens Virkning.

Og jeg saa de Plager, som kom over
Jorden. Jeg saa den Svage undertrykt,
den Rettærdige betle om Brød, den
Ondskabsfulde i Ære og prangende med |5
Guld og Silke, den Uskyldige domftældt
af uretfærdige Dommere, og hans Børn
tullende omkring under Solen. — Men
min Sjel var bekymret og Haabet ud-
tømt som af et sønderbrudt Kar. Og
Gud sendte mig en dyb Søvn. Og i
Søyne saa jeg en lys Skikkelse staa op-
rejst ved min Side, en Aamd, hvis milde
og gjennemtrængende Blik trængte sig

til det Inderste i mine hemmeligste
Tanker. Ov det for mig igjennem, ikke
som Frygt eller Glæde, men som en
Følelse; der var en unævnelig Sammen-
smelten af begge. Og Aanden sagde
til mig: Hvorfor sørger du? Men jeg

O! se hvilke Elendig-
heder der er paa Jorden. Og den him-
melske Skikkelse lo usigelig mildt,
mit Øre lagde Mærke til følgende Tale:

Dine Øjne skuer kun Tingen gjen-
nem et skuffende Skin, som de Dødelige
kalder Tid. Tiden er kun for dig; for
Gud gives ingen Tid. «Men jeg taug,
thi jeg forstod ham ikke. Strax sagde
Aanden: Se! Og uden at der for mig
var gaat noget forud eller kommet no-
get efter, saa jeg i et og samme Øje-
blik alt det, som. Menneskene 1 deres
svage ufuldkomne Sprog kalder Fortid,
Nutid og Fremtid. Og alt dette var
kun Bet: dog for at faa
saa, maa jeg atter stige ned i Tidens
Skjød og tale de Dødeliges svage Sprog.

svarede grædende:

og

Og den hele menneskelige Slægt
forekom mig blot som et Menneske.
Og dette Menneske havde gjort meget

Ondt, lidet Godt, og havde fornnmmet
megen Smerte, Ke Glæde. Og 1 sin
Elendighed lag det snart paa den iskolde,
snart paa den hede Jord: magert, ud-
huneret, lidende af Besvimelse blandet med
Krampetrækninger, belagt med Lænker,
smedet i Fordømmelsen. Dets højre Haand
var lænket til den venstre, og den venstre
igjen til den højre, og midt i sine onde
Drømme havde han paa den Maade vik-
let sig ind i sine Lænker, saaat hans
hele Legeme var omviklet og sammen-
snørt af "dem! Thi saasnart de kun be-
rørte ham, heftede de sig til hans Hud
ligesom sydende Beg, og trængte ind i
hans Kjød og løste sig ikke op igjen.
Og dette var Mennesket, og jeg gjen-
kjendte ham.

Men nu saa jeg en Lysets Straale,
som sprang ud fra Opgangen, og en
Kjærlighedens Straale fra Middagen,
samt en Kraftens Straale fra Midnatten.
Og disse 3 Straaler forente sig i Men-
neskets Hjerte. Og da Lysets Straale
blinkede frem, raabte en Stemme: Guds
Barn, Jesu Broder, erkjend hvad du
erkjende skal. Og da Kjærlighedens
Straale hæyede sig, raabte en Stemme:
Guds Barn, Jesu Broder, elsk den du
elske skal. Og da Kraftens Straale gik
ud, raabte en Stemme: Guds Barn, VEN
Bioder, gjør hvad du gjøre skal. Og
just da de 5 Straaler havde forenet sig,
forente sig ogsaa de 3 Stemmer, og
deraf. opstod en eneste Røst, som raabte:
Guds Barn, Jesu Broder, tjen Gud, og
blot ham alene.

Og byad der hidindtil var forekom-
met mig blot som et eneste Menneske,

syntes mig nu være en Mængde af
Stemmer og Folk. Men mit første

Blik havde ikke skuffet mig, og det an-

det heller ikke. Og disse Folk og
Slægter vaagnede paa deres Angstleje

og begyndte at udspørge
saaledes:

Hvoraf kommer vor Lidelse og vor
Afmagt, den Hunger og Tørst, som

hverandre

kvæler os, og de Lænker, som knuger

sagt, hvad jeg |

os: til Jorden og trænger ind 1 vort
Kjød? Og det faldt. som Skjel fra deres
Øjne og de erkjendte, at Guds Børn —
Jesu Brødre, var af deres Fader ikke
fordømt til Trældom, og at dette Slaveri
var Kilden til alt Ondt. Og enhver
forsøgte straks at sprænge sine Lænker.
men det lykkedes ikke for nogen. De
saa paa hverandre med stor Medynk,
og Kjærligheden rørte sig i dem og de
sagde:

Vi nære alle samme Følelse, hvor-

for skal vi da ikke Alle have samme
Hjertelag? Er vi ikke alle Børn. af
den samme Gud, og Brødre af den

samme Jesus? — Vi vil frelse os eller dø
med hverandre. OQg da de saa havde
talt, følte de i sig en guddommelig Kraft
og jeg hørte at det knagede 1 deres
Tænker, og de kjæmpede 6 Dage imod
dem, som havde lagt dem i Lænker, og
paa den sjette Dag seirede de, og den
syvende var en Hviledag:

Og Jorden, som var tør, grønnede
atter, og alle kunde æde sine Frugter
og gaa eller komme uden at nogen til-
raabte dem: Hvorhen? dette er en
forbuden Vei. — Og Smaahørn plukkede
Blomster, som de bragte sin Moder, der
smilede mildt mod den Der var hver-
ken Arme eller Rige, men alle havde
tilstrækkelig af det, som de tiltrængte,
fordi de elskede hverandre og hjalp GEN

ene den ånden som" Brødre: Og en
Stemme som en Engels Røst gjenlød:
fra Himlén:

Priser Gud, der gav sine Børn

Kundskab, Kjærlighed og Styrke.
Priser Jesus, der skjænkede sine
Brødre Friheden igjen.

Utgreidingi um Vetoet

fraa dei juridiske Professorarne er no
framlagd. (Sth. Prp. Nr. 20.)

Det er’ eit nyttigt Verk. 1 eit halvt
Aar hev dei 6 lærdaste Juristarne i Lan-
det arbeidt med at finna ut Grunnar for
det absolute Veto, og no legg dei her
fram ei Utgreiding paa 42 Sidur (med
”Tillgs-Afhandlinger? 81 Sidur) som
ikkje inneheld meir, enn at kvar og
ein vil maatta spyrja seg sjølv:
det alt?

For+Boki inneheld — ikkje annat
enn det Folk hev visst fyrr.

er

Det fyrste, ein legg Merke til i
denne Boki er, at etter som der stend,
so er det Kongen, som hev funnet
paa aa spyrja det juridiske Fakultet
um denne Lovtolkingi og dermed gjera
det juridiske Fakultet til øvste Lovtol-
karen yver Storthinget og dermed inn-
setja ei ny konstitusjonell Magt, som
Grunnloven ikkje veit um. Og ”De-
partementet har sluttet sig til
denne Anskuelse,”

Aa ja, — denne Regjeringi kann
gjera kva ho vil. — Folk ventar ikkje
meir av henne.

No skal me lesa igjenom den lærde

”Betænkningi”; der vil altid vera eit
og annat, som er verdt aa leggja

Merke til.

Kongen i Engeland hev absolut Veto
(5.2); men etter Aaret 1707 hev det
aldri vore brukt.

Præsidenten i Nordamerika hev
Veto til alle Kongressvedtak, — men

ikkje annarleids, enn at naar han segjer
nei, og Kongressen strakst etter ved-
tek Avgjerdi paa nytt med 7, Fléirtal,
so er ho Lov.
Den franske Konstitusjonen av 3de

Septbr. 1791, som er Mynsteret for
vaar Grunnlov, hev (i Røyndi, um ikkje
i Formi) berre suspensivt Veto.
Like eins den spanske av 1812 og den
portugisiske av 1822.

PræsidentarneiFrankrike og Schweiz
hev ikkje nokot Veto. I Grunnlovssaker
er alle Præsidentar utan Veto og like
eins I Konge (umframt- den norske!),
nemleg Kongen av Grekland.

— 80 skulde dei ikkje segja. at det
absolute Veto høyrer plent med til
”Monarkiets Pogrep

Dei 6 lærde Juristernd hev ikkje
funnet annat aa halda seg til dei helder
enn $82. Men me veit fraa 1815—18,
kor det heng ihop med den.

Det ser ut til. at dei 6 lærde Her
rarne ikkje hev visst um Stortingi i ISI5
og ISIS. Dei nemner dei iallfall ikkje
med eit enaste Ord,

Storthinget i 1815 Aaret etter
Riksforsamlingi! og Storthinget 1
1818 hev klaart og tydeleg sagt: $ 82
inneheld dei Tilfelli, som det kunde
vera Tvil um, — ikkje meir. Og den,
som trur nokot annat, segjer Mennerne
fraa 1815—18, han er ikkje
Grunnloven.

Dei 6 juridiske Herrarne ved Høg-
skulen skulde ha leset den Innstillingi
fraa 1845.

Her skal du faa sjaa Hovudstolen
i den lærde ”Betænkningi” um Vetoet;
det er plent som du skulde lesa ”Bud-
stikka” og som det skulde vera skrivet
av Sakførar M. B. Tvethe.

”Den Mening at Grundloven kun
kjender detsuspensive Veto, hyiler paa
den MWMisforstaaelse, at det er det ube-
tingede Veto*), som maa være udtryk-
kelig fastslaaet for at være grundlovs-

hjemlet. Forholdet er tvertimod dette,
at, naar først en Sanktionsret maa

indrømmes at være anerkjendt i Grund-
loven, saa er det Indskrænkninger
i Sanktionsretten, som maa være ud-
trykkelig opstillede for at kunne an-
tages. Er ikke Betingelser til-
føiede, maa Vetoet være absolut”.
— Ja det var just det, som skulde
sannprovast, høglærde Herrar!
Dersom det er so, som ”Budstik-
ka” meiner, at Norigs Grunnlov er ei
Gaava av Karl Johan, som han gav
oss av sin Naade, etter at han fyrst
hadde hærteket Landet paa Grunn av
Kielertraktaten, so at han kunde gjera
med oss som han vilde, — er det so,
— ja daa hev Aschehoug og hans
Fylgjesveinar Rett 1, at det er ”Inn-
skrenkningarne” i Kongens Ret,
som maa vera ”uttrykkeleg uppsette?
for an kunnå godtakast. Men er det
so, som Nordmennerne hev trutt fraa
1814 til i Dag, og som det stend 1
Storthingsforhandlingarne fraa Thinget
i 1814, at det norske Folket sjølv gav
seg sin Grunnlov, og det paa Grunnlag
av dei store Setningarne fraa 1789,
elder paa Grumlag av Folkesuveræ-
niteten, — daa vert det nok likevæl

*) 0: det absolute Veto! Dei lærde Her-
rarne likar ikkje Ordet ”absolut”; det
minner so stygt um ”Absolutisme”, at
det skræmer Folk ifraa! — ræddast dei
fyre.

Dei kan vera
lærde og.

”listige*, um dei er

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 01:22:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fedraheim/1881/0059.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free