Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
le TRER Å
Fedraheimen.
PAD SDS NN
Pris fyr Fjordungaaret Kr. 1.10
med Porto og alt.
Betaling fyreaat.
Fit Blad aat det norske Folket,
Lysingar kostar 10 Øre Petitlina,
og daa etter Maaten fyr større Bokstavar.
Kristiania den
7Zde Mai 1881.
5d, Aarg,
Ein, som ikkje sviktad.
”Det var berre i Ungdomen, at
Henrik Wergeland var so radikal”,
segjer Høgremennerne no. Det var
berre ikring 1830, daa han skreiv ”Re-
publikanernes Bibel”.
fert Ten det er nok ikkje sannt.
det m same ”Republikanarbibelen”,
mar han skreiv i sin Ungdom, gav
er ut att paa nytt, daa han laag og
aa 196 døy, og liksom han fyrr hadde
Kose’at ”hans hele Liv skulde blive
meld Kommentar (Fortolkning) til
dette Digt”, soleids sagde han no, at
me tte Diktet skulde Folk sjaa, ”hvad
SJEN: havde villet”.
N’ Same Aaret som han døydde — i
1845 — gav han og ut ei ny Utgaava
åv ”Nordmandens Katekismus”.*) Av
den kann me og sjat, at Wergeland
ikkje var ein av dei, som var ”begeist-
rede i Ungdommeu” og sviktad tilslutt;
59 var likso frilyndt daa som fyrr,
- han viser seg i det heile aa vera
NN so ”radikal” som t. D. Bjørn-
ie Bjørnson. Han skriv mill. a:
”Imet, som Uvidenhed udaander,
latå gles alt det Ondt, hyorunder Jord
sig: vaander.
Jturen skjænder den, vor Sjel og Sjelens
Love,
der Sværmeri og ammer Trældom op.”
x tror vor Grundlov bedst paa Jord.
ei, at bedst er hvert et Ord.
drasdes tror jeg for Exempel,
at hver bør vælge frit sit Tempel.
Man friest være maa i Tro”.
ste.”
Borgernes almindelige Rettighe-
der er:
”at tro og tale frit, at virke frit, hvor
öp Loven
ikr; -*r ei, og hvor man tør for Ham der-
og Ti oven;
ser Gbps Ka
eit + te sig mod den, som kuer Ret-
6 tighed,
- ja bar han endog Kronen”.
sern «ke alt gammelt godt?
Kul fad der var godt for vore Fædre
ut f.*r vi have endnu bedre.
Gå Jipoldefader og Pontoppidan
Sig passed nok bedre end jeg og han”.
”Hvad tror du om Fanden?
Jeg tror, paa Ingen man saa rædsomt løiet har.
Thi man, ja selv paa Prent, bar sagt, at til
: han var”.
" ”Hvad er du?
"sibaaren Nordmand, kun Fædrelandets
Træl,
"født for at gjøre Stolt Norige sæl.
Nu slaar jeg mig paa Lænden og kalder selv
mig Mand.
Jeg staar for min Drot, men knæler for mit
Land.
Jeg fødtes for at hade Trældom mer end
Pest..
* Boki er enno aa faa i Bokhandelen.
og Tanken: ”Norge bøiet under Hersker-vil”*)
— fylder mit Sind med Skyer,
paa Væggen rasler Ritlen og knager Bilens
Tld.
Jeg fødtes for at lystre Lovens Bud — hvor
let! —
Men vak som Ørn paa Ægpget jeg vaa-
ger om min Ret”.
”Hvor ligger det berømte Land Skandinavien?
Jeg stirrer hvad jeg kan igjennem Luftens
Blaanen;
thi ligger det etsteds, det ligger nok i
Maanen”.
”Franskmanden vi taknemmelig maa hylde;
Vor Frihed vi Revolutionen skylde”.
— Fremst i ”Katekisma” hans stend
Bonden med Grunnloven. Og under
er skrivet:
”Hør mig, Despot! Jeg være vil
din Pestilens mens jeg er til.
For Norges Lov i Dølens Haand
skal briste dine Slavers Baand.”
Henrik Wergeland sviktad ikkje.
Han elskad Fridomen, Norig og Bon-
den til det siste.
Difor skal han no hava sitt Mo-
nument.
Filistrarne
rasar. Handelsmenn og ”Sjømenn” (?)
held Møte um Wergelandsfesten og
snakkar slik, at det er reint syndlegt
aa*høyra paa. Det er ei Faakunna
og eit Trongsyn, som gjeng yver alle
Merkje.
Og so innbiller desse Folk seg, at dei
hev Rett til aa vera med aa halda
Fest for Henrik Wergeland, Henrik
Wergeland, som var so fri og stor og
ærleg i alle sine Tankar, at dei ”In-
telligente” hatad han likso rasande
som dei no hatar Bjørnstjerne Bjørn-
son!
Hadde Wergeland livt i Dag, —
dei same Kjøtsjælerne, som no stend
og yler mot Bjørnson, vilde daa ha
kastat Stein paa Wergeland.
No kalkar dei Gravi hans. Og no
tek dei han og brukar han mot Bjørn-
son, liksom dei brukar den ”gamle”
Bjørnson mot den ”nye” Bjørnson, og
liksom dei eingong vil bruka heile
Bjørnson mot den næste Storskalden,
me fær, — dersom hellest eit slikt
Folk fær fleire store Menn og Skal-
dar! —
Desse Mennerne vil no halda Fest
for Wergeland. Dei stend og kastar
Stein etter Fristatstanken, 8om Wer-
geland elskad heile sitt Liv; dei stend
og kastar Stein etter Norskdomen, som
Wergeland elskad yver alt; dei stend
og kastar Stein etter Aands- og Yt-
ringsfridomen, som for Wergeland var
*) —elder "vil ikkje” (veto)!
Mannens dyraste Rett; dei stend og
yler mot Landsens største Skald, fordi
han er ærleg Mann og ikkje stikk sine
Tankar under Stol, — ei Framferd,
som Wergeland vilde ha skjemst av
aa sjaa paa; dei rasar mot Norigs
trifargade Flagg, som Wergeland song
so fagert um; dei slaast som galne
for absolut Kongeveto i mest alle Sa-
ker, og mot den 17de Mai, som Wer-
geland ”innstifta”; dei hatar alt, som
Wergeland elskad, vil hava fram det,
som vår Wergeland mest imot, og for-
stend ikkje ein einaste av hans store
Tankar, — og so vil dei vera med og
halda Fest for Mannen, ja ikkje "nok
med det, for det fekk dei faa Lov til;
men dei vil raa for, korleids den Festen
skal vera, raa for, kven som skal tala
der, og kva der skal segjast og ikkje
segjast. Det er: Filistrarne, som vil
halda Fest ikring Norigs heilage Ark,
der Grunnlovens Tavlur ligg og heile
vaar Folke-Arv fraa 1814. —
— Aa mei, so ille gjeng det no
ikkje. Dei veit, kva dei vil, men dei
veit ikkje, kva dei fær. Det einaste,
dei hev Magt til, det er — aa halda
seg sjølve burte fraa Festen, og det
gjer dei just vett i. For der hev
dei ingen Ting aa gjera, slik som dei
no viser seg aa vera laga. Og ingen
ein vil sakna dei der.
Studentarne møter fram; År-
beidararne likeso. Og so kjem Bøn-
derne. Naar dei tri Lagi møter upp,
so vil Henrik Wergeland vera fornøgd.
Han vil ikkje sakna dei ylande og
puksteinskastande Filistrarne han hel-
der. Han var aldri nokon Ven av
Raaskapen i Glacéhanskar elder av
Fanatismen i fint Bind. Han elskad
Ungdomen, Bønderne og Arbeidararne,
— og dei elskad honom igjen. Det er
dei, som vil møtast med Henrik Wer-
geland den 17de, førde av den store
Fridomsskalden vaar no: Bjørnstjerne
Bjørnson. — So skal det vera.
Veme
Folk, som sviktar.
Den breide Vegen fører til Åvgrunns,
er det sagt. Men det er ein breid
Veg, som nok ikkje fører dit, ser det
ut til, men som tyertimot fører upp 1
Høgdi, — og det er den Vegen, som
visse Folk gjeng, naar dei snur um
fraa Vinstre-Leidi og driv yver i
”Høgre.”
Dei, som gjeng den Vegen, er væl
farne; for dei fær Lov til aa fara aat
som dei vil. Det er ikkje faarlegt,
um dei brukar sterke Ord og hæder
TETTES TT TE
Statsmagterne og riv ned paa store
Menn, livande elder daude. Tvertimot!
Av di det er den folkevalde Stats-
magti og dei folkelege Stormennerne
dei riv ned paa, so fær dei helder
baade Kyss og Klapp for Flaakjeften
sin, og vert skrivne upp i Høgre-Al-
manakka som store ”Sanningsvitne”, ja
som Martyrar og Heilagmenn. *
Tilmed ein Mann som Livius
Smitt hev fengje denne store Æra.
”Fædrelandet” er endaa so reint ovglad
i dette nye Sanningsvitnet, at det finn
ikkje Ord for Gleda si paa sin vanlege
dansk, men lyt tala Gamalnorsk. ”Du
munt vera godr madr”, segjer ”Fædre-
landet”. Slik er det aa gaa den breide
Vegen, som fører upp i Høgdi!
Det var hellest godt for Smitt, at
han kom til aa høyra heime ein Stad;
for ifjor gjekk han og dreiv mest lik-
som hin Smeden du veit, som ikkje
kunde koma inn korkje her elder der.
Det var nok Smitts Tanke, at han
vilde skapa eit nytt Parti, trur me; —
Hr. Sakførar og Embættssøkjar Li-
vius Smitt vilde taka Pladseu etter
gamle Sverdrup! Dette fekk han nok
ikkje til, er det sagt; — og so var det
daa, at han tok den kloke Raadi aa
berga seg inn i Høgre, medan Tidi
var god. Det er i fleire Maatar godt
aa vera der, helst naar Ein tenkjer
paa aa verta Embættsmann med Tidi,
og so er der ikkje so mange paa den
Sida, som kunde vera Hr. Livius Smitt
for store.
Og liksom det er godt for Smitt,
at han endeleg fekk seg ein Heimstad
— me likar klaare Partimenn!—, so-
leids er det og hyggjelegt aa sjaa, at
Høgrefolket hev vortet so glade ved
aa vinna denne Mannen. Det er altid
gildt, naar Folk finn kvarandre, og
me kann ikkje annat enn ynskja ”Vel-
bekomme” til baae Sidur.
No, daa Hr. Livius Smitt er komen
yver Gregersen-Brui og hev fylkat seg
inn i den Flokken, som alistødt ”kjem
Sanningi nærmare”, som Aschehoug
sagde, og som altso allstødt skiftar
Meiningar, — no vil han væl snart vera
”bergad”. Det var no hellest ikkje so
mykje, Hr. Smitt hadde aa uppgjeva;
for han var som sagt berre ein heim-
laus ”Centrumsmann”. Men Fred
vere med honom liksom med alle andre
som ”sviktar”; for so er sagt, at dei
skal ikkje sakna si Løn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
