Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kl mrk
Fedraheimen.
— ———=> OD TED ODD —Æ
Pris fyr Fjordungaaret Kr. 1.10
Betaling fyreaat.
med Porto og alt.
Nr 19. r
Bit Blad aat det norske Rolket.
Lysingar kostar 10 Øre Petitlina,
og daa etter Maaten fyr større Bokstavar.
Kristiania den 14de Mal 1881.
Aarg,
Bondehelsing til Henrik Wergeland
17de Mai IS$SI.
(John Lie.)
Alle dei smaae, med dei du sto,
for deires Fridom og Rett du slo;
di meir de dagnar,
me Minne ditt fagnar,
di meir de Fræe, du saadde, gror,
me gledest og ser, du va god og stor.
Alle dei
eingong
smaae, som liver i Løynd,
maa Rettferd faa i Røynd.
Saart hev dei sakna,
og seint dei vakna,
som Dagen seg nærmare dreg,
meir maa dei minnast deg.
men alt
meir og
Alle dei smaae vil minnast deg naa,
at Rettferd og Fridom du trudde paa.
De me hev vunne,
de fyrst hev runne
klaart i din Tanke med ”Gyldenlak” ”-Glans; —
Framgarigen vaar er din fagraste Krans.
Framgangen vaar er din ”Gyldenlak”,
blømer paa Gravi di ut vaar Takk.
Og Solstraalar dansar
og Minne ditt kransar,
og Folke gjeng fram og vil alistødt gan
Vegen, som du peika ut — for dei smaa!
Brevsending fraa Bondebygdi.
Hr. Bladstyrar !
Det er daa fælt med alt det Staa-
ket, som some Blad held um Bjørn-
stjerne Bjørnson. Kor hev det seg?
For dei skynar daa væl sjølve, at ikkje
alt det, dei skriv um denne Mannen
kann vera sannt elder verta trutt?
Me her ut paa Bondebygdi, me
kann no ikkje forstaa, at Bjørnson
skulde vera slik ein vond og faarleg
Mann som dei segjer. For naar me
hugsar alle Songarne hans — so inder-
leg fagre som dei er og so fulle av
Kjærleik og Von og Tru til alt som
er godt og fagert —, og naar me ten-
kjer paa dei Forteljingarne, han hev
sett ihop, og dei andre Bøkerne hans,
som berre brenn av Iver for Rettvisa
og Sanning og Mannamilde, elder berre
me tenkjer paa alle dei fagre og sterke
Talarne, han hev haldet, og som glø-
der av Elsk til Fedrelandet og Folket
og til dei smaae, som lid vondt, —
naar me tenkjer paa alt dette. s0 kann
me ikkje faa ut annat, enn at Bjørn-
stjerne Bjørnson er ein Mann, som me
maa lika og halda av, og ikkje ein
Ubure og ein ”Fædrelandsfiende”, som
some vil gjera han til.*)
Han skal hava so ve ravgalne
Meiningar. Ja, det kann so vera, at
*) Teit Møte av Handelsfolk i Kristiania
vart det sagt, at Wergeland var Fedre-
landsven, men Bjørnson ”det motsette!”
han ikkje er so rett i Trui som me
helst kunde ynskja. Men ein Mann
maa daa hava sin Fridom i Tru og Mei-
ningar, fordi um hån er Diktar! Og
naar Bjørnson beint og ærlegt segjer
oss, at han trur ikkje lenger slik som
me, so hev me væl ingen Ting aa
segja. Oss kann han ikkje taka Trui
ifraa: for me held oss til Vaarherre i
slike Ting og ikkje til nokon Diktar.
Dessutan veit me altfor væl, at mange
av dei, som skrik mest imot ”Bjørn-
sons Ukristendom,” dei trur sjølve ikkje
stort meir enn han, ja stundom mindre,
so dersom me skulde gaa etter det, so
vart me nok like vise.
Me veit, at Embættsmennerne vaare
ofta er reint ukristne og trur paa in-
gen Verdsens Ting, berre dei er ikkje
so ærlege som Bjørnson, at dei segjer
det. Og me hev høyrt so ymist um
den Trui, som dei hev, dei Kararne,
som skriv ”Morgenbladet” Dei skal
ikkje lura oss paa det lenger. Den
meste Skilpaden der er paa dei og
Bjørnson i denne Vegen, er visst den,
at Bjørnson, han trur daa paa det
gode i Verdi og paa, at det vil have
Framgang, og han trur, at Sanningi
og Rettvisa vil vinna; men desse andre,
dei trur, at det er Vas alt ihop, og at
det berre gjeld for den, som hev
Magti, aa halda.paa Magti og leggja
dei andre inn under seg so godt Ein
kann. —
Me Bønder, me fær no tru paa
vaart me, anten so dei store og kloke
meiner so elder so um Trui vaar. Men
so skal Fin ikkje døma em Diktar
strengare enn Ein dømer andre, helst
dersom han er so ærleg at han segjer |$
ifraa um Trui si,
vita, kva han
Vegen.
Me trur hellest og, at
Bjørnson verre enn han er;
dei vil innbilla oss, at han er ”Guds-
fornegtar”, so maa alle dei, som hev
leset det han hev skuivet,:plent segja
at det er Lygn. Me hev aldri nokon
Stad set, at Bjørnson negtar Gud.
Kanskje vil han segja, at han veit ikkje
so mykje um Gud som me etter Kri-
stendomen veit, elder at hans Gud ikkje
er likeins som vaar. Men han hev
daa skrivet dei fagraste Dikti, og det
just i seinare Tid, som tydeleg viser,
at han trur likso trygt som me paa,
at her er ein Gud til. Og daa er det
stygt aa ljuga og segja, at han er
Gudsfornegtar. Me kann hava vondt
av han, fordi han ikkje hev den same
himmelske Fader og Frelsar som me.
Men me skal ikkje leggja han for Hat
meiner og vil i den
dei gjer
for naar
so kvar og ein kann |
Teen PENNAT
og fara uvyrdslegt aat mot Mannen,
fordi han hev andre Meiningar um Gud
enn me hev sjølve. Fori slike Ting
maa kvar tylgja sitt eiget Samvit.
So skrik dei paa, at han vil ”sturta
Samfundet”. Kor daa? Jau, han er
Republikanar. Men hev daa ikkje.
Statsminister Stang sagt, at Statsfor-
fatningi vaar er republikansk, berre
med ei liti Avbrigding i Form? Og
dessutan, er der ikkje Republikkar
baade her og der, og ”Samfundet” stend
like godt, ja trivst kanskje fullt so
godt som vaart? Og hev ikkje tilmed
vaart eiget ”kongelege” Samfund god-
kjennt desse Republikkarne og sendt
sine ”kongelege Gesantar” dit, som
nokso pent maa bøygja Ryggen sin for
dei republikanske Præsidentarne og
sjaa og høyra paa den republikanske
Statsskikken? Og so skulde ikkje ein
Mann her i Landet hava Lov til aa
vera Republikanar! Var ikkje Wer-
geland og Republikanar heile sitt Liv,
og no fær*han-eit-stolt Monument midt
i Norigs Hovudstad!
Naar dei snakkar um, at Bjørnson
hev ”tent Pengar” i Amerika, og at det
skulde vera $0 galet, s0 maa me segja
at me forstend- ikkje slikt Snakk.
Skal det no vera Skam aa tena Pen-
gar og, naar Fin tenar dei paa ærleg
Maate? Og plar det ikkje altid vera
so, at Folk som kjem av ein Stad og
held Foredrag, so måa ein betala for
aa faa høyra paa dei? Me hev aldri
merkt annat. Og ikkje hev me høyrt
gjetet, åt dei Folki, som skrik so sterkt
paa dette, sjølve er rædde for aa taka
Betaling for kvar liten Ting, som dei
skal skriva elder segja elder gjera!
– Nei, me tenkjer, at dei helst
skulde tigja stillt med sovoret. Det er
korkje rett elder vænt. Og Rett skal
ein gjera mot kvar og ein, men ikkje
minst mot ein Mann, som daa er ei
Æra for heile Landet, og som me veit
meiner det so godt og vil oss so væl
som nokon i Verdi.
Naar dei er imot, at han skal tala
yver Wergeland, so kann me ikkje
segja annat um det enn det Gunnar
paa Hlidarende sagde, at kvar hev no
sin Maate aa gjera seg namnspurd paa.
Me her paa Bondebygdi trur, at Bjørn-
son er den, som best kann gjera den
Talen, og dermed er me meinte paa
aa reisa inn til Byen ein heil Flokk
og vera med og høyra paa Talen
hans, som me tenkjer vert baade gild
og fager. Men dei, som ikkje vil høyra
paa, dei fær plent gjera som dei vil,
og me skal ikkje hava nokot imot dei
for det; for so fær væl me betre Rom!
TETTESTE EST TE)
Endaa Romet vert væl ikkje det, som
der vert mest av paa ”Eidsvollsplassen”
den Dagen.
Vestpaa, den 7de Mai 1881.
TELET
Eser
Henrik Wergeland — lide Mai.
Henrik Wergeland var fødd den
17de Juni 1808 og døydde den 12te
Juli 1845. Men ”Dagen hans” var den
17de Mai.
Han fekk Uppnamnet 17de-Mai-
Kongen, og Folk trudde, at det var
han som hadde ”innstifta Dagen”. I
”Hasselnødder”. som han skreiv paa
Sottesengi i 1845, ikkje lenge fyrr han
døydde, fortel han sjølv — paa sin
godslege, halvt skjemtefulle Maate —
um alt det, han hadde voret ute fyr
paa denne Dagen, som han likevæl
elskad like trutt heilt til Slutten. Han
skriv bl.
”Qg- saa ot byad jeg har lidt. for
Den Ane aldrig blive mig ligegyl
dig. — — Hør nu bare, hvad jeg har
Tidt paa og for denne Dag! 17de Mai
1829*) fk jeg ikke alene ét Sabelvap,
men kom for Liystid paa det sorte Bræt.
Et andet Aar mistede jes Hørselen til
Julen, fordi man affyrede en i Jorden
nederavet Metalsvinebasse, hvorpaa jeg
havde lagt mit trætte Hoved. Nok en
i7de Mai fik jeg Armen af Led ved
ikke at trække Tenen rapt nok til mig
ved Aiffyringen af et Kongehul. Enan-
den!
den Mai havde jeg nær revet Armen
ganske fra Skulderen og JE saa
mange Mennesker, som der af tynde Stu-
denter kan gaa paa en almindelig Ra-
ketstang, d. e. efter min Beregning tolv,
naar hver gives Tykkelsen af %/, Kvar-
teer og Stangen er to Ålen lang. Man
kunde ikke faa Raketten af, hvorfor jeg
tog mit Piberør af og holdt Raketten
horizontalt i venstre Haand medens jeg
i høire holdt Pibebovedet til Fæng-
krudtet og blæste til. An Ildsky, som
borttog Øienbry un, Øienhaar, Pandehaar
samt Skjæggets Førstegrøde, blændede
mig i de første Øieblik; men. hvor for-
færdedes jeg, da jeg fik at vide, at Ra-
ketten var faret midt imellem en Syærm
Kammerater og mod Husvæggen, som
den paa et hængende Haar havde stuk-
ket i Brand. EA mit skrækkelige Ud-
seende og det fra Julen hentede Sprich-
wort: ”det er l7de Mai ihvad vi gjøre,"
afledede Forbitrelsen. Endnu en 17de
Mai sprang jeg i Fjorden i fulde Klæ-
der, fordi Baaden var overlæsset og man
erindrede om, at Frithjofs Helte pleiede
at gjøre san ved lignende Anledning.
— — (I 1837) gik” ’Stockholmsfareren”
over Studehtersamt ’undets Scene. ”Imid-
lertid dyppede jeg mig ikke blot selv 1
Sværtegryden ved det Stykke Arbeide,
skjønt jeg vel neppe kunde blive sortere
end jeg allerede var, men de stakkels
F) ”Porgslaget”.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
